Airbourne bød Gröna Lund på øl, sved og rock'n'roll

Australske Airbourne er inde i opløbet af deres Gutsy Tour. I februar nåede turnéen B-K i Stockholm, hvor jeg så bandet for anden gang efter Skogsröjet 2023. Nu er de tilbage i Stockholm – denne gang på Gröna Lund og desuden dagen før udgivelsen af bandets selvbetitlede nye album Airbourne.

Når intromusikken stilner, kommer trommeslageren først ind og begynder at lægge takten. Derefter slutter guitaristen sig til og begynder at spille riffet, fulgt af bassisten. Sidst kommer frontmanden Joel O’Keeffe. Skjorteløs og med guitaren i højeste beredskab stormer han ind på scenen. "GUTSY" sættes i gang – en af numrene på den nye plade.

O'Keeffe er allerede gennemblødt i håret, og forklaringen viser sig at være enkel. Før numrene hælder han vand fra en flaske over hovedet og ryster det så ud over scenen, når han headbanger. Står man forrest til en Airbourne-koncert, må man altså regne med en vis stænkrisiko.

Et stykke inde i "GUTSY" er en lille moshpit allerede i gang, og den bliver ved hele koncerten, om end med varierende intensitet.

Under "Raise the Flag" kommer et af Airbournes klassiske liveindslag. Joel forlader scenen og lader sig bære ud gennem publikum på skuldrene af en person fra crewet. Der fortsætter han sit guitarsolo, samtidig med at han efter gammel Airbourne-skik smadrer en øldåse mod hovedet. Øllen sprøjter, og publikum sætter pris på det. Det er naturligvis show, og et show Airbourne har lavet mange gange før. Men når jeg står midt i det, er det svært at værge sig. Airbourne behøver ikke finde på noget nyt hver aften. De gør deres ting med en sådan energi, at det stadig virker, hvor velkendt det end er.

Udover frontmanden Joel O´Keeffe består Airbourne af hans bror og trommeslager Ryan O'Keeffe, der driver numrene frem med et hårdt og ukompliceret trommespil, Justin Street på bas og guitaristen Brett Tyrrell, som i dagens anledning fejrer fødselsdag. Publikum gav ham et "Big scream" efter opfordring fra Joel.

Airbourne bevæger sig indenfor et ret snævert musikalsk register, men de mestrer det til gengæld eminent. Riffene er enkle, omkvædene bygget til at råbes tilbage, og bandet efterlader sjældent større pauser, hvor pulsen kan falde.

Inden "Hungry" fortæller O'Keeffe om bandets vej fra de første koncerter hjemme i Australien. Først spillede de for én person i hjembyen Warrnambool, så for to i Melbourne og derefter tre i Sydney. Nu står de her foran os på Gröna Lund. De er blevet ved, fordi de elsker det, og et sted på vejen blev drømmen til virkelighed.

Joel har bemærket moshpitten, der til tider blusser op, og før "Breakin' Outta Hell" opfordrer han publikum til at rykke fra hinanden for at give den mere plads. Da nummeret sættes i gang, kommer flere og flere til, der vil være med til at løbe rundt og skubbe.

Så kommer "Live It Up", og her har Airbourne virkelig besluttet sig for at skrue alt et nøk op. Ryan O'Keeffe sætter gang i den mekaniske flyalarmsirene og råber "Come on, Sthlm!". Joel sidder på knæ med guitaren og spiller introen, mens publikum klapper takten. Foran scenen sidder moshpitten på hug og venter. Da nummeret sættes i gang, eksploderer det i aftenens største moshpit.

Under nummeret rulles Lemmy's Bar ind. Joel opfordrer publikum til at sætte sig på hinandens skuldre, hvorefter han begynder at kaste øl ud over publikum med sigte på dem, der har sat sig op på venners skuldre. Halvfyldte plastikglas sendes langt ud over publikum med forbavsende stor præcision. Glassene svæver gennem luften med det meste af indholdet stadig i – i hvert fald indtil nogen lykkes med at gribe dem. Når én lykkes med at gribe et glas, får han en tommel op fra O’Keeffe. Det lyder måske ikke som nogen stor kunstart, men teknikken er imponerende. Det er dumt, sjovt og meget Airbourne.

"Alive After Death (Last Plane Out)" præsenteres af O'Keeffe ved at hylde Motörhead og Lemmy. "Vi holder dem i live, når vi lytter til dem. Vi holder Lemmy i live," siger han. Det bliver et kort og oprigtigt øjeblik i det ellers intense show.

Koncerten afsluttes med "Runnin' Wild" og inden den benytter O'Keeffe lejligheden til at fremhæve guitaristen, der har fødselsdag, og derefter tour-crewet. Han peger mod højttalerne og lyset bag bandet og konstaterer, at de selv egentlig bare løber rundt på scenen og ikke er hårde nok til at gøre crewets arbejde.

Efter nummeret minder han om, at den nye plade udkommer dagen efter og lover, at Airbourne kommer tilbage til Sverige. Så opsummerer han aftenen med et budskab, der passer bandet ganske godt: så længe de lever, og publikum lever, vil rock'n'roll aldrig dø.

Det blev præcis det udlad, man kunne ønske sig inden morgendagens albumudgivelse. Og for os, der vil have vores rock'n'roll serveret rå, svedig og øldruknet, var det præcis det kindhest vi havde brug for.