Om sangskrivning og den mentale udfordring som soloartist

I et åbenhjertigt interview med Maria Jane Smith i forbindelse med RIX FM Festival i Stockholm deler hun sine erfaringer om livet som soloartist.

Du og Victor havde et helt "eget" sound sammen. Man kan høre, at det er en Smith & Thell-sang. Det er ikke til at tage fejl af. Har det været svært at finde et eget sound som soloartist?

Det er jo en lille rejse, selvfølgelig. Det er også så svært at beskrive, hvad et sound er. Et sound er lige så meget, hvilket instrument du kan lide at skrive din musik på, hvordan du spiller dit instrument og din sangstemme. På denne plade længtes jeg meget efter sådan noget musik, jeg lyttede til som teenager, og at eksperimentere generelt. Det førte til, at det blev et sound. Det var ikke så gennemtænkt, men fik lov at vokse frem, men jeg var lidt bange i begyndelsen for, at det var for mærkeligt. Som den første sang, jeg havde skrevet til pladen. Jeg viste den ikke engang til folkene, jeg arbejder med, for jeg syntes, at det her var lidt for rodet – lidt for hokus pokus, men så var det ikke så mærkeligt, som jeg var bange for, at folk ville opfatte den som. Der var faktisk flere, der sang med på denne mærkelige sang – så jeg er tilfreds med den.

Hvad har været den største udfordring ved at blive soloartist?

Det er nok det mentale. Det er et andet liv. Jeg lærer alting forfra. Det er lidt som at leve livet en gang til – selvom jeg har gjort det, men jeg gør det alene og igen. Det mentale og nerverne, selvtilliden… præstationsangst, hvis jeg skal være ærlig. Man kan tænke så meget “jeg gør bare, hvad jeg vil”, og at sangene må være sangene “no matter what”, men så sidder du der på releasedagen og så går du faktisk op i det. Det har jeg også måttet deale med – at det er helt okay. Jeg er artist, og jeg må godt lyde dum. Så hvordan det går...

Når man er to, har man altid nogen at læne sig op ad.

Ja. Det er let at være cool, når man sidder i studiet og får flow – og så kommer releasedagen. Det mærkes ligesom, men det skal det vel også.

Hvordan kom idéen til albummet A Glitch In The Matrix?

Der findes et specifikt øjeblik. Der findes et studie nede i min hjemby, hvor jeg brugte meget tid – og hvor Smith & Thell faktisk startede. Hvor vi lavede alle vores første ting. Det sted – der var mange eksperimenter og… ja, det var en fin tid. Men jeg har tænkt over, om der var noget, der skete der. Det var da, jeg valgte at gå i en retning – for jeg ved, hvornår det var. Hele A Glitch In The Matrix handler om at gå tilbage ind gennem den dør og så ud på en anden måde. “It´s a time-travel”, men i nuet. Så meget af sangene handler om at gøre om – eller at turde leve et liv igen. Bare på en anden måde.

Jeg oplever hele albummet som meget personligt – til dels måske endda privat. Var der nogen eller nogle sange på albummet, der var sværere end andre at udgive?

Ja, altså det er netop det, at det er let at sidde i studiet og skrive dagbog og så pludseligt “oh shit, for pokker”. Jeg er ret introvert. Jeg har brug for at trække mig tilbage. Jeg skal være mig selv. Og så pludselig – nu har jeg skrevet det mest private, som jeg næsten ikke engang kan tale med mine venner om. Det er en lille balancegang.

Kan du sige en sang, der var sværere at udgive?

Dandelion Kids var speciel. Den kom før pladen blev udgivet også. Det var også det format, jeg havde premiere med – at jeg havde et interview med Carina Bergfeldt. Det var ting, jeg ikke havde talt om før. Det kunne mærkes. Da var jeg det, man kalder et mentalt vrag, men jeg er glad for, at jeg gjorde det.

Sker der noget med dig og sangene, når en sang forlader studiet og når ud til publikum?

Ja, altså det er først live, at den kommer til liv og flyver ud i æteren på en eller anden måde. En sang findes ikke rigtigt, før den er blevet spillet for publikum.

Du udgav for nylig – i begyndelsen af juni – singlen Leave My Head – som jeg forstår er en hyldest til din søster. Passer det?

Ja.

Beskriv, hvordan det var at skrive den.

Den kom meget, meget hurtigt og meget naturligt. Det var ligesom bare… det var som “skrev jeg den her?”... eller plukkede jeg den bare fra universet. Det er vel det der, når noget bare er, som det skal være. Det er en magisk følelse. Lige så magisk, som den er skræmmende, faktisk. Det er et sound, jeg er meget komfortabel med, og som vi plejede at udøve meget sammen. Det er ligesom en hyldest til vores heltinder fra tidligt 2000 og 1990’erne. Vi elskede begge at spille på Strøget i København. Vi havde vores lille sommerjob sammen. Så ja, den er til hende. Hun ville have sunget den smukt med mig.

Den er meget smuk. Jeg kan virkelig godt lide hele pladen. Den berører meget.

Tak skal du have.

Jeg tænker på din skriveproces – har du en færdig fortælling, når du begynder, eller kommer fortællingen til dig undervejs?

Det er meget forskelligt. Det plejer at skulle marinere lidt. Jeg skriver lidt i baghovedet hele tiden. Jeg plejer ikke at beslutte, at nu sætter jeg mig og gør det, men det dukker op belejligt og meget ubelejligt – og så taler jeg lidt med mig selv. Ja, det kan lyde som en diagnose, men det er mit job.

Så er det en god diagnose, synes jeg.

Det er på godt og ondt ligesom. Det snakker derinde i hovedet.

Hvad kommer først – er det teksten eller melodien?

Det er forskelligt.

Jeg kan forestille mig, hvordan det kan være at skrive en tekst, men at skrive melodien – det er for mig magi.

Der er lige så mange måder at skrive på, som der er sangskrivere og artister. En tekst er en tekst. Men en sang er ingen sang uden tekst – det er lige vigtigt. Det kommer fra forskellige retninger ligesom.

Hvis du skulle bede nogen, der aldrig har hørt dig før, lytte til én eneste sang – hvilken ville du vælge?

Oh... svært. Jeg ville nok sige Californa Fairy. For den var først skrevet til A Glitch In The Matrix. Den har lidt af alt muligt, der er meget mig. Fingerspil på guitar, ADHD i munden, min længsel efter egentlig at være Eminem.

Findes der en sang, du længes efter at spille live, men som endnu ikke helt har fået det sted, du synes, den fortjener?

Godt spørgsmål. Nej, men… jeg spiller. Jeg spiller også dem.

Du kører?

Jeg kører på alligevel.

Hvordan ser fremtiden ud – har du nye musikprojekter i gang, eller noget andet spændende?

Fremtiden er nu. Jeg gør det samme, som jeg altid har gjort, og det bliver bare sjovere og sjovere. Det er en evig kilde til viden, og man kan bare dykke længere og længere – så jeg fortsætter med at dykke.

Du er god til det. Jeg ser allerede frem til mere af din næste musik.

Tak.

Har du nogen ritual lige inden du går på scenen – eller kører du bare?

Også et rigtig godt spørgsmål. Jeg har det ikke – og jeg er kommet frem til, at jeg har brug for det.

Hvordan tænker du så?

For jeg kan ikke overlade det til tilfældighederne. Hvordan det går ligesom. Så i dag er jeg kommet på en ritual, og det er at synge Alanis Morissette – højt. Maria synger en linje fra sangen “Hand In My Pocket”: “I’ve got one hand in my pocket and the other one is giving a high five.” Og så følte jeg, at jeg blev peppet i dag. Først blev jeg nervøs, og så blev jeg peppet. Så jeg fortsætter med det. Det er min ritual.

Det er godt. Tak!

Selv tak.