GERD – More Water Than Anything

Det tager ikke særlig lang tid, før ”More Water Than Anything” viser, hvad GERD er ude efter. Det her er ikke en plade, der nøjes med at finde en flot lyd og så blive der. Sange drejer sig, vokser i uventede retninger og forlader til tider jorden helt. Resultatet er et album, der både føles minutiøst konstrueret og mærkeligt ubundet.

Og frem for alt: det er virkelig godt.

På sit andet album lyder GERD markant mindre interesseret i, hvad der plejer at fungere, og meget mere interesseret i, hvad der sker, når hun følger en idé, til den næsten går i stykker.

Det klæder hende.

Elektroniske lyde møder strygere, store rytmiske partier, luftige mellemrum og detaljer, der pludselig ændrer hele sangbilledet. Der findes pop her, absolut, men ”More Water Than Anything” opfører sig sjældent som et almindeligt popalbum. Omkvæd behøver ikke altid at komme, hvor man forventer dem, og arrangementerne synes konstant på vej et andet sted hen.

Netop den uforudsigelighed bliver en af albummets store styrker.

Når kontrollen begynder at glide

”Love Economy” er et godt eksempel. Harmonikken bevæger sig på en måde, så sangen aldrig rigtig lander, hvor øret forventer. I stedet bygges en let ubehagelig spænding op, som om noget hele tiden befinder sig præcis bag ved musikken.

Det passer også til tekstens konflikt.

GERD har beskrevet sangen som et møde med den side af en selv, man helst ville undgå at konfrontere:

”Det er som at stå ansigt til ansigt med den del af sig selv, man ikke rigtig vil se.”

Den følelse vender tilbage gennem albummet. Ikke nødvendigvis som et tydeligt tema, men som en temperatur. Noget nager – selv når musikken er allersmukkest.

Det samme sker i ”Truth To Be Told”, hvor GERD lader mærkelige indfald få plads uden at forsøge at rette dem ud bagefter. Der er en frihed i det, som gør pladen sjov at vende tilbage til. Små detaljer, der først føles sære, begynder efter nogle gennemlytninger at føles helt naturlige.

”Crazy” lever op til sit navn

”More Water Than Anything” er bedst, når GERD lader orden og uorden kæmpe om samme plads.

”Crazy” er måske det tydeligste eksempel. Den begynder relativt samlet, men forandres skridt for skridt, indtil følelsen af kontrol næsten er væk. Det er ikke kaos for kaossets skyld. Snarere er det, som om sangen langsomt skruer op for pulsen og nægter at stoppe, når den rammer et bekvemt niveau.

GERD selv siger:

”I slutningen kan vi miste hovedet, sammen.”

Og ja, sådan føles det cirka.

Her mærkes også, hvor meget hun tænker musik som noget fysisk. Det er en plade, der meget gerne må spilles højt. Bassen og rytmerne har en tyngde, som gør, at flere af sangene føles skabt lige så meget for kroppen som for hovedtelefonerne.

Det giver albummet en vigtig modvægt til alt det grubleri.

”Hurts” behøver ikke råbe

Førstesinglen ”Hurts” viser en anden side af pladen.

Her ligger dramatikken snarere i venten på katastrofen end i selve eksplosionen. Sangen kredser om det ubehagelige øjeblik, hvor man allerede har forstået, at en relation er ved at ende, men stadig forsøger at leve nogle sekunder bag indsigtens ryg.

GERD beskriver det som at stå lige før ”gulvet revner”.

Det er også en af hendes store styrker som kunstner. Hun behøver ikke altid gå hele vejen til maksimal dramatik for at noget skal føles stort. Hun er lige så effektiv, når hun holder igen og lader spændingen gøre arbejdet.

Et album, der vokser

Der findes mange artister, der kan skabe storslåede øjeblikke. Markant færre lykkes med det, uden at musikken begynder at føles overlæsset.

GERD slipper afsted med det, fordi hun også forstår værdien af tomrum.

Når produktionen svulmer op, er der næsten altid noget, der holder igen. Når en sang bliver tæt, åbner der pludselig et hul. Når en melodi føles tryg, kommer en detalje og rykker balancen.

Det gør, at ”More Water Than Anything” fortsætter med at ændre sig, selv efter de første lyt.

Og det er måske pladens største kvalitet.

Det her er ikke et album, hvor alt skal forstås med det samme. Tværtimod. Nogle af de bedste partier er dem, der først føles lidt fejlplacerede, og så, tre lyt senere, viser sig at være præcis det, der gjorde sangen interessant.

Det eneste, der egentlig hindrer ”More Water Than Anything” fra at få topkarakter, er, at den enorme idérigdom af og til gør helheden næsten for tæt. Nogle øjeblikke havde kunnet vinde på lidt mere luft.

Men det er et ganske behageligt problem at have.

For det her er først og fremmest lyden af en kunstner, der tør gøre musikken større, mærkeligere og mindre forudsigelig.

Med ”More Water Than Anything” tager GERD et solidt skridt fremad. Ikke ved at pudse sine særheder væk, men ved at give dem endnu mere plads.

Og det er præcis dér, pladen bliver bedst.