Den svenske duo Pom Femme præsenterer debutalbummet Hits med en titel, der gør et ublu førstehåndsindtryk. På tolv numre bygger Michelle Amkoff og Philippa Magnusson deres musikalske verden op omkring vintagepop, store følelser og en uventet fremtrædende technofløjte. I præsentationen af albummet møder pop og soul indflydelser fra 60’ernes progg og 70’ernes rock. Referencerne fungerer som byggesten for et nutidigt udtryk snarere end som en enkelt epoke, der skal genskabes.
Dette udtryk er vokset frem gennem en række singler. Debuten Human Touch kom i oktober 2024 og blev fulgt af blandt andre Sunny Side Up, Summer Kissin’, Love Junkie og Black Sun White Noise, som ifølge præsentationsmaterialet er den seneste single. Under den bevidst ambitiøse titel Hits får denne spirende verden en større sammenhæng: tolv sange om forelskelse, rus, længsel, solrige efterfester og tømmermændene, der følger efter.
Ifølge duoen opsummerer pladen to år med musikalske indfald, tilsyneladende dårlige idéer, der viste sig anvendelige, og en fælles nægtelse af at lade arbejdet være halvfærdigt. De oplyser også, at de har gjort alt selv, fra første tekstlinje til mixet. Dermed bliver den kreative selvbestemmelse en central del af historien om albummet. I stedet for et projekt formet efter en allerede eksisterende kategori præsenterer Amkoff og Magnusson Hits som resultatet af at følge egne instinkter hele vejen til en færdig plade.
Retroreferencer og store følelser
Den mest sigende beskrivelse af deres arbejdsmetode er også den mest teatralske. I duoens egen fortælling møder svensk vemod sæbeoperaens store armbevægelser, en kontrast der illustreres med billedet af en Bergman-film i Austin Powers-kostume. Her forenes indadvendthed og storslået udlevelse: alvorlige følelser får lov at fylde i en farverig, overdreven ramme. Som kunstnerisk hensigtserklæring forklarer billedet, hvordan albummets vintageæstetik og emotionelle temaer er tænkt til at sameksistere, uden at det ene tager brodden af det andet.
Fire numre, der præsenteres som nye i albummaterialet, antyder bredden i denne tilgang. Pierre Plays Techno Flute beskrives som fløjtedrevet ballade og placerer dermed projektets mest egenrådige instrumentale islæt i direkte fokus. Bijou Bijou tager en anden retning med det, der beskrives som jaloux ørkenrock. Trouble præsenteres som en syntetisk ballade, mens Dannyboy henter sin stemning fra nostalgisk folkeskole-feelgood. Beskrivelserne tegner forskellige stemningslejer snarere end en enhedlig retropalet, med bevægelser mellem ustyrlig energi, romantisk friktion, sårbarhed og ungdomserindringer.
Fløjten fungerer især godt som kendetegn for duoens udtalte tilgang. I et projekt, der henter næring fra velkendte pop-, soul- og rocktraditioner, bringer technofløjten en bevidst stilmæssig kollision ind. Den signalerer, at kærligheden til ældre musikalske former også levner plads til narrestreger. Samme spænding findes i albumtitlen: Hits låner et ord, der forbindes med et etableret katalog af sange, og sætter det på en debut. Selvtillid og humor bliver dermed en del af præsentationen.
Ved siden af det flamboyante udtryk findes en mere praktisk ambition. Duoen sammenligner deres musikalske ideal med Levi’s 501-jeans: noget holdbart og tilpasningsdygtigt, der fungerer i forskellige sammenhænge. Deres udtalte mål er musik, som tåler en svensk sommer, en fransk efterfest og de tvivlsomme beslutninger indimellem. Bag det legende billedsprog findes en sammenhængende kunstnerisk tanke – velkendte fundamenter, der giver plads til personlighed frem for nye greb blot for nyhedens skyld.
Hits præsenteres dermed både som en introduktion og som en forklaring af duoens arbejdsmetode. Albummets tolv numre placerer singlerne i en større sammenhæng, mens de fire nyintroducerede sange udvider den spændvidde, der beskrives i materialet. Romantikken og dens efterdønninger udgør den følelsesmæssige tråd; den selvstændige produktion og forkærlighed for det ekstravagante danner rammen. Pom Femmes debut handler altså ikke bare om vintagestil, men om et møde mellem vemod, nydelse og humoristiske afbrydelser, med fløjten på en helt central plads.
