Så stod de der igen på scenen. En genforening, man ikke havde troet mulig for bare et par år siden. Nej, jeg taler ikke om Oasis, men deres Manchester-brødre i Wu Lyf. Kvartetten, der gik fra hinanden i 2012, efter blot ét album og flere fejrede koncerter.
Særligt frontmanden Ellery Roberts var dengang helt klar over, at han aldrig skulle spille med det band igen. Årsagen til splittelsen er stadig delvist uklar, men foråret 2025 kom nyheden om, at de fire havde samlet sig, talt ud og håndteret eventuelle misforståelser. Og endda begyndt at arbejde på ny musik sammen!
Jeg kunne knapt tro mine øjne, da jeg læste det; i min verden var deres comeback så meget større end hvis Gallagher-brødrene havde forsonet sig og skulle ud og pensionssikre, jeg mener turnere.
Jeg vil ikke trætte læseren med min besættelse af Wu Lyf, men lad mig bare sige, at jeg oplevede dem en håndfuld gange i forbindelse med udgivelsen af debutpladen Go tell fire to the mountain i 2011. Göteborg, Malmø, Stockholm og London blev besøgt, og hver eneste koncert både begyndte og endte i en rus af lykke. Da bandet meddelte, at de ville stoppe, døde en lille del af mig. Jeg følte ægte sorg, som om en nær ven eller slægtning var forsvundet for altid.
Så selvfølgelig var jeg til bandets første koncert efter comebacket, på en lille pub i Manchester. Euforien hos de hundrede heldige fans var umulig at måle, og glædeligvis var flere af bandets nye sange virkelig gode.
Men hvad er det så, der gør Wu Lyf exceptionelt gode? Musik er jo svært at forklare, men blandingen af indierock, flotte melodier og evnen til at indflette stærke fællessang-omkvæd er en stor del af svaret.
Og naturligvis den mærkeligt magnetiske Ellery Roberts, som som den sidste træder ind på scenen, i den samme pyntede cowboyjakke med LYF-logoet på ryggen, som han bar for 15 år siden. Nu godt udvasket og fuld af huller.
Enhver form for nostalgiadvarsel forsvinder hurtigt, da bandet åbner med A new life is coming fra den nye plade – en bogstavelig erklæring om, at bandet nu er tilbage med samme styrke og intensitet som før. Straks efter starter de velkendte toner fra Cave song, og så koger den forreste del af det næsten fyldte Nalen.
Ellery Roberts får os til hurtigt at adlyde hvert et vink, og sammenligningen med en musikalsk sektleder som Nick Cave er nærliggende. Ikke for ingenting er bandnavnet en forkortelse for World Unite Lucifer Youth Foundation, og de fleste tilstedeværende lader sig fuldstændig opsluge af optrædenen.
Og præcis som omkvædet i sangen Spitting blood ser Ellery ægte lykkelig ud over at høre publikum råbe: ”We are so happy, happy to see. All of our children will run blind and free” sammen med ham.
Man kunne nævne flere perler, som hymnen We Bros og episke Concrete gold, men også den nye Letting go. Den handler egentlig om Ellery Roberts' afdøde morfar, men bliver denne aften en gribende hyldest til bandets nyligt afdøde ven Joe. Tårerne løber ikke kun ned ad Ellerys kinder, da den følelsesladede sang når sin slutning.
Som sidste ekstranummer kommer Heavy pop (som bandet også kalder deres musikstil), og den opsummerer alt det, der er godt ved bandets musik. Den begynder snigende og dæmpet for så at eksplodere i sårfuld sang og dramatiske guitarer, der rammer både krop og sjæl.
En af de t-shirts, bandet sælger i merchandise-standen, har teksten ”CHOOSE LYF”, og i disse urolige tider med skænderier, polarisering og røde linjer er valget let. Vælg livet, kærligheden og omtanken – intet andet behøves for en bedre verden.
