Mike Skinner træder dovent ud af busskuret fra omslaget til gennembrudsalbummet A Grand Don’t Come for Free, iført Stone Island-trøje og en halvdrucken øl i hånden, og begynder at snakke-synge i den tilbagelænede åbningslåt It was supposed to be so easy. Her genfortælles en temmelig mislykket dag, hvor intet gik, som det var tænkt. Frem for alt er hans lille boks med 1000 pund forsvundet. Har han tabt den, er der nogen, der har taget den, eller er den forsvundet i den blå luft?
Opvaskebaljerealismen fortsætter hele albummet/koncerten igennem, og vi får et indblik i, hvordan livet for en ung mand kunne tage sig ud i Birmingham i starten af 2000’erne. Det er meningsløse druk, nogen der har stjålet en jakke og forsøger at snakke sig uden om tyveriet, eller det hjerteskærende Dry Your Eyes, hvor hovedpersonen forgæves prøver at få sin store kærlighed tilbage.
Det hele leveres med værdighed og stil, iscenesat som musikteater eller en ekstremt nedtonet musical. Bandet, der bakker Skinner op, er tætte og samspillede, og de to korsangere træder af og til ind og fylder på med rap eller vers. Som kulmination på opførelsen får vi til sidst også at vide, hvor de der 1000 pund egentlig havnede. En perfekt finale på Skinners hverdags-poetiske fortælling.
Nogle af publikum i det udsolgte Fållan virker dog ikke altid til at være med på noderne; flere sange, der burde give fællessang (som for eksempel Fit But Don’t You Know It og Blinded By the Lights), får ikke den respons, sangene fortjener.
Måske har de ikke forstået, at koncerten er baseret på, at Skinner & co skal fremføre albummet kronologisk, men bare vil feste, som om der ikke er nogen morgendag. Hvilket i så fald er synd. Det er et fremragende musikværk, ikke mindst fordi det er så tæt på det virkelige liv, men også fordi musikken er ældet så godt. Med sin sammenkog af hiphop, grime og house, blandet med stærke omkvæd, er det ikke mærkeligt, at det er blevet klassificeret som et af de største britiske album på denne side af 2000-tallet.
Når albummet er kommet igennem, bliver der en kort pause, og så er der fuld fart fremad, når hitsene rulles ud én efter én. Især er det materiale fra debuten Original Pirate Material, der luftes, men også nogle senere numre får lov at stråle.
Nu er der fuld fart på folk, og hvis Skinner tidligere så lidt for afslappet ud, så er han nu gået fra kuvøse til øs i numre som Don’t Mug Yourself og Never Went to Church. Hans småsnak minder om skæv stand up comedy, som når han diskuterer problemerne med valutaen i Skandinavien, eller ulemperne ved at have tatoveringer i japanske badehuse.
Mod slutningen af koncerten råber han, at nogen, hvem som helst, må købe en øl og en Fernet til ham, og vifter med nogle svenske sedler, han har fået byttet sig til fra fansene forrest. Kort efter deles publikum i to, Skinner går op til baren, får sine drikkevarer og bliver så båret crowd-surf-stil tilbage til scenen. Løssluppen stemning er kun fornavnet.
Når alt er overstået, pløjer en lige dele udmattet som supertilfreds publikumskare sig gennem det ocean af øldåser og plastglas, der ligger på gulvet. Næsten ingen trøje er tør, og den, der måske var skeptisk under koncertens første halvdel, bør være mere end tilfreds med slutresultatet.
