Det ville være let at sige, at Teddybears anno 2026 kun har nostalgi-værdi; de har trods alt ingen nye sange at byde på, men spiller primært deres velafprøvede klassikere. Men faktum er, at intet føles bedaget eller udrangeret. Det er ganske vist tre midaldrende, men stadig superseje fyre, som ved præcis, hvordan man skaber feststemning og danseufori.
Da tæppet går, står trioen med ryggen mod publikum, iført de samme silkeagtige collegejakker, som de bærer på omslaget til gennembrudsalbummet Rock’n’roll Highschool. Så vender de sig om og fyrer op med Ahead of my time, og stemningen rammer straks maksimum.
Turnéen, som er den første egentlige i Sverige siden 2000, hvor de udgav Rock’n’roll Highschool. På den havde bandet taget en markant kursændring og helt sluppet den voldsomme hardcore, de tidligere havde fremført i et årti. De nye sange bød på en nyskabende og smittende hybrid af pop, disco, reggae og hiphop, og en håndfuld hits, som straks fandt et stort publikum.
At de nu tager på klubturné, kan muligvis kobles til, at Rock’n’roll Highschool blev udgivet i en ny vinyludgave sidste år. Nyt er også, at de nu har pensioneret deres karakteristiske bjørnehoveder, noget som ifølge bandmedlemmerne skyldes, at de er blevet for gamle til at spille i tunge og svedige masker. Måske vil de også prøve kræfter med mindre lokaler, efter primært at have spillet på festivaler de sidste 15 år.
Under alle omstændigheder fremføres albummet i sin helhed, og det lyder så fantastisk tidløst, som om det blev udgivet i går. Brødrene Åhlund laver alle tænkelige rock-positurer, og nogle flere, hvilket kunne se fjollet ud, men fungerer så godt som helst. For sådan er deres pondus, attitude og selvsikkerhed.
Frontmanden Patrik Arve, nu langhåret som en hardrocker, flakker frem og tilbage over scenen og krydrer småsnakken med dovent dræbende kommentarer, der får alle til at trække ekstra på smilebåndet.
Efter at de har spillet hele albummet igennem og afsluttet med en af deres største slagsange, Punkrocker, viser bandet, at de stadig kan levere noget god gammeldags hardcore. I rask tempo kommer Move It Vomit, Silicon Sally, Let's Go og Step on It, og jo, de kan stadig spille maskingevær-hurtigt og ultratight.
Derefter følger en hitkavalkade, som få andre bands kan matche, nu med venlig assistance fra rapperen Rigo, kendt fra Infinite Mass og Latin Kings. Little Stereo, Different sound, Get mama a house og Sunshine får det overgearede publikum til at blive endnu lykkeligere.
Aftenen afsluttes med deres suverænt største hits: Hey Boy og Cobrastyle, og lokalet er nu forvandlet til et sandt svedbad. Når Cobrastyle rinder ud, vender medlemmerne sig igen med ryggen mod publikum, og tæppet går ned til publikums hyl og fløjten. Stilfuldt og effektfuldt!
Bagefter tænker jeg på, om det måske er sådan, at turnéen er en opsummering af bandets karriere, for hvem ved, hvad der kommer til at ske herefter? Alle tre er jo meget optagede af deres egne projekter, så spørgsmålet er, om der nogensinde kommer flere plader eller koncerter sammen.
Derfor vil jeg råde alle til at benytte sig af chancen for at se dem til efteråret, ikke kun fordi det måske er sidste mulighed, men frem for alt fordi de måske aldrig har været bedre live.
