Da jeg trådte ind i Kulturhuset, føltes det hurtigt, som om det efterårsvejr, der havde lagt sig over Helsinki, havde jaget koncertgæsterne væk. Garderoben var næsten tom, selvom opvarmningsbandet Kissa havde spillet i omkring tyve minutter på det tidspunkt. Kissa var måske også et lidt mærkeligt match med Sleaford Mods. På trods af efterårsmørket og det lille publikum udstrålede Kissa sin vanlige energi og prædikede rock'n'roll med prisværdig ildhu. Heldigvis begyndte publikum også at finde deres pladser i pausen.
Selvom vi var et godt stykke fra udsolgt, blev gulvet alligevel fint fyldt op inden koncertstart. Med et meget spartansk setup på scenen (en laptop på en roadkasse og et mikrofonstativ) gik turnerende Sleaford Mods på til tiden og bremsede ikke op for ligegyldige ballader de næste halvanden time. Heldigvis var turnéen, der havde fået navn efter det nye album, ikke blot tomme ord – næsten halvdelen af de spillede numre var fra The Demise of Planet X. Hvis mit regnskab er korrekt, var Don Draper det eneste nummer, vi ikke hørte. Dernæst blev gennembrudsalbummet Divide and Exit repræsenteret med tre sange. Alle disse blev dog spillet i den sidste tredjedel af koncerten, inklusive det sidste nummer Tweet Tweet Tweet.
James Williamson gik frem og tilbage på scenen og digtede med den form for følsomhed, kun en britisk mand kan. Desværre forsvandt vokalerne til tider under beaten, men hvert "fockin'" kunne høres – nærmest som en understregning af Williamson's engagement i sin egen monolog. Også ros til Andrew Fearn, der indtager DJ-rollen til koncerterne, som ikke engang prøver at lade som om han manipulerer med sirener og horn, hvilket ofte ses hos laptop-DJ’s. Han trykker ærligt bare "play", sætter beaten i gang fra laptopen og danser så tilbage i skyggerne med moves, som kun fædre, der nyder deres pludselig tomme hjem, kan være misundelige på.
Bandets lyd er så kompromisløs, at jeg under koncerten prøvede at finde egnede sammenligninger til Sleaford Mods, men hver gang uden held. Det britiske er godt nok varmt til stede, men nogen åbenlys sjælefrænde i pophistorien kom jeg ikke i tanke om. Overraskende faldt brikkerne dog på plads, da de spillede Pets Shop Boys-coveret West End Girls, oprindeligt udgivet som et velgørenhedssingle. Måske er bandets lyd slet ikke så langt fra, som jeg gerne ville tro. Tiderne og stilen har sikkert ændret sig, men måske har James Williamson og Neil Tennant mere til fælles, end det umiddelbart ser ud til.
Mod slutningen tog tempoet til, og publikum lod til at engagere sig mere, da også nogle ældre hits blev spillet. Den afsluttende stribe Tied Up in Nottz, Jobseeker, Elitest G.O.A.T. og Tweet Tweet Tweet sørgede for, at da man trådte ud på Sturenkatu, føltes efterårsmørket ikke længere tungt, men kun friskt. Og overraskende lyst.