Shinedown blev dannet i Jacksonville, Florida, i 2001 og er i løbet af et kvart århundrede vokset til et af de mest succesrige bands inden for amerikansk moderne hardrock. Kvartetten består af frontmanden Brent Smith, trommeslageren Barry Kerch, guitaristen Zach Myers og bassisten Eric Bass. Bandet har skrevet historie på de amerikanske rockradiolister med rekordmange single-etter på Billboard Mainstream Rock Airplay og har solgt over ti millioner albums verden over.
Aftenen blev indledt med de to opvarmningsbands Those Damn Crows og Mammoth, som fik varmet publikum op før hovednavnet.
Peter Gabriels Sledgehammer spilles i højttalerne, og pludselig dukker en person op på scenen, klædt i jakkesæt og hvide handsker med et TV over hovedet. Det er TV Guy, Shinedowns egen turnémaskot, som er blevet et tilbagevendende indslag under Dance, Kid, Dance Act II-turnéen. Han danser rundt på scenen og får publikum til at klappe stemningen i gang.
Pludselig afbrydes musikken. En kraftig lyd og en mørk stemme høres fra højttalerne, mens blinkende lys skærer gennem mørket. TV Guy forsvinder hurtigt fra scenen. Kort derefter træder Shinedown ind til de tunge indledningsriffs i Safe and Sound. Der er fuld fart på med det samme, med pyro og et farvestrålende lysshow. Vi er i gang!
Efter Safe and Sound følger Devour og Diamond Eyes (Boom-Lay Boom-Lay Boom). Tre rockede sange i højt tempo – præcis den rocketstart publikum ønsker.
Før How Did You Love stopper frontmand Brent Smith op for at takke publikum. "Vi er her i jeres hus, jeres by og jeres land, på en mandag aften. I kunne have lavet noget helt andet, men valgte at komme her og tilbringe aftenen med os. Tak!"
Senere, før Three Six Five, skifter stemningen. Brent taler om livet, tabet og vigtigheden af at mindes dem, der ikke længere er her. Han beder publikum lukke øjnene, sænke hovedet og tænke på deres savnede kære. De er måske ikke længere her fysisk, siger han, men deres kærlighed og alt det, de har lært os, lever videre. Arenaen bliver stille, mens alle tænker på deres egne savnede. Så starter musikken igen. Sætlisten er velovervejet, og bandet veksler mellem intense sange og roligere passager.
Før Enemies holder Brent endnu en længere snak. Han beder publikum om at dele sig for at skabe en gang gennem mængden. Selv hopper han ned fra scenen og går ud i åbningen for at minde alle om, at publikum er den eneste grund til, at de overhovedet står der og spiller. Brent bygger forventningerne op og forklarer, at alle skal hoppe, når han tæller til tre. Tilbage på scenen kommer optællingen, og på tre begynder næsten hele arenaen at hoppe og kaste armene i vejret, samtidig med at sangen starter med fuld kraft. Der bliver virkelig gang i salen! Jeg står selv oppe på balkonen i Annexet, og det gynger godt, når alle hopper i takt.
Scenen er ret afskallet. Ingen backdrop, ingen LED-skærme og scenegulvet er rent. Trommesættet står på en rampe midt på scenen, en detalje, jeg kan lide. Højden gør, at Barry Kerch kan ses ordentligt bag trommerne.
Det er lyset, der gør meget af det visuelle arbejde. Det blinker og pulserer i takt med musikken, og lysets styrke følger sangenes intensitet. Lyssætningen er i høj klasse, og sammen med pyroteknikken bliver det virkelig effektfuldt.
Musikalsk er Shinedown sammenspillede. Brent Smiths stemme holder et meget højt niveau også live, og bandets tunge, melodiske lyd fylder hele arenaen. Flere af musikerne spiller også flere instrumenter. Eric Bass spiller foruden bas også akustisk guitar, keyboard og banjo, mens Zach Myers tager plads bag keyboardet i visse passager.
Det er tydeligt, at bandet nyder at være på scenen. Brent er hele tiden i bevægelse. Zach og Eric bevæger sig også over scenen, bytter plads og laver sjov med hinanden.
Brent Smith får publikum med sig på flere måder. Nogle gange beder han os lukke øjnene og tænke på kære, der er gået bort, nogle gange at knytte næverne, hoppe på signal eller hilse på personen ved siden af. Under flere sange synger publikum gerne med på omkvædene. Brent veksler mellem det følelsesladede og det legende og får os til at tage del i koncerten.
Under Call Me får Brent øje på en person i publikum, der er besvimet og bliver taget hånd om af vagterne. Han afbryder sangen og lægger mikrofonen fra sig. Musikken stopper, mens han hopper ned fra scenen for at se, hvordan fyren har det. Så går han op igen og afslutter sangen.
Aftenens sætliste spænder over størstedelen af Shinedowns karriere. Tre sange fra det seneste album EI8HT er med, men hovedvægten ligger på ældre materiale og velkendte singler som Devour, Diamond Eyes, Sound of Madness og Second Chance. Indimellem findes der også nogle mindre oplagte sangvalg, ligesom de to covernumre Kryptonite og Simple Man. Med 21 sange og næsten to timer på scenen får bandet med en bred blanding af deres repertoire.
Shinedown spiller ingen ekstranumre, men spiller aftenens sidste sang, takker publikum og lægger så instrumenterne fra sig. Derefter kaster de trommestikker og plekter ud til fansene. Bandmedlemmerne går frem til kravlegitteret for at hilse på publikum, tage selfies og skrive autografer. Jeg sætter pris på den direkte afslutning i stedet for at lade som om, de går af og så komme ind igen for at spille nogle ekstranumre.
Shinedown lover, inden de går af, at det ikke skal tage lige så lang tid som sidst, 6-7 år, før de kommer til Sverige og spiller næste gang. Et løfte, som værdsættes af alle os, der tog til Annexet denne mandag aften.
