Det er svært at vide præcis, hvad man skal forvente, når Maynard James Keenan står på scenen. Med Tool og A Perfect Circle har han længe etableret sig som en af rockverdenens mest særegne frontfigurer, men med Puscifer tager han det hele endnu nogle skridt væk fra den traditionelle rockkoncert. Her handler det lige så meget om teater, absurd humor og visuel kunst som om selve musikken.
Og det blev bestemt en forestilling ud over det sædvanlige, da Puscifer søndag aften satte gang i deres Europaturné i Stockholm. På godt og ondt.
En blændende indledning
Allerede fra åbningsnummeret Thrust og det efterfølgende Self Evident står det klart, at Puscifer ikke har tænkt sig at give publikum en ordinær koncert. De mørke, pulserende rytmer sætter tonen for aftenen, samtidig med at scenen, opbygget i to etager, giver forestillingen en nærmest teatralsk indramning. Maynard James Keenan og Carina Round starter på den øverste etage, inden de bevæger sig ned til resten af bandet.
Derefter følger Bad Wolf, som jeg desværre går glip af, fordi kameratudstyret skal afleveres i garderoben efter de to første numre.
Det hele indrammes af et lysshow, der er så flot, at det næsten er latterligt. Lyskeglerne skærer gennem røgen, fejer hen over publikum og skaber filmiske silhuetter af musikerne. Ved flere lejligheder danner de vertikale lysstråler noget, der ligner et intenst regnvejr over scenen. Det er utrolig smukt.
Som fotograf er det til gengæld et mareridt. Musikerne befinder sig ofte i modlys eller halvmørke, og lyssætningen er tydeligvis skabt for helhedsoplevelsen snarere end for kameraets linse. Desuden gør scenekonstruktionen og lysets placering det til tider svært at se, hvad der sker, især hvis man ikke står helt fremme.
Men visuelt er dette uden tvivl en af de smukkeste koncertproduktioner, jeg har oplevet i meget lang tid.
Musikalsk tæt på perfektion
Hvis lyset imponerer, er lyden mindst lige så bemærkelsesværdig. Det er ganske enkelt exceptionelt godt.
Hvert instrument får sin plads i lydbilledet, fra de dybe basgange til de elektroniske detaljer og guitarernes aggressive udbrud. På trods af musikkens mange lag bliver det aldrig mudret. Tværtimod er adskillelsen mellem instrumenterne næsten usandsynligt tydelig.
Sange som Normal Isn't, The Algorithm og The Quiet Parts viser bandets mørkere og mere elektroniske side, mens Bullet Train to Iowa og The Remedy tilfører en anden slags energi. Især sidstnævnte er et velkomment indslag med sin intensitet og særpræg.
Maynard James Keenan og Carina Round komplementerer desuden hinanden på en næsten magisk måde. Deres stemmer væves sammen i harmonier, der i det ene øjeblik får musikken til at svæve, for i det næste at gå over i noget langt mørkere. Round er desuden en fantastisk scenepersonlighed. Når hun bevæger sig over scenen med mikrofonstativet i hånden, skaber hun sammen med lyset nogle af aftenens flotteste øjeblikke.
Efter pausen leverer The Humbling River et af koncertens mest stemningsfulde øjeblikke, mens Grand Canyon giver plads til bandets mere atmosfæriske og følelsesladede side. Mod slutningen skrues intensiteten igen op med Conditions of My Parole, inden A Public Stoning får lov at sætte punktum for aftenen.
Det er en velkomponeret sætliste, hvor det nye materiale får god plads uden at ældre favoritter glemmes.
Rent musikalsk er der meget lidt at sætte en finger på. Sang, instrumenter og lydproduktion holder et niveau, som mange større arenaproduktioner kun kan drømme om.
Når perfektionen bliver for perfekt
Men selvom alting lyder og ser fantastisk ud, indfinder der sig efter et stykke tid en mærkelig følelse af, at man snarere overværer en minutiøst iscenesat teaterforestilling end en levende rockkoncert.
Musikerne skifter positioner mellem scenens to etager, lyset ændrer sig, og sangerne bevæger sig ifølge, hvad der ligner en nøje planlagt plan. På et tidspunkt befinder Mat Mitchell og Paul D'Amour sig på øverste etage, mens Keenan og Round opholder sig nedenunder. Kort efter er det nye formationer og nye lysbilleder.
Det er imponerende gennemført, men efter et stykke tid begynder scenebillederne at minde lige lovligt meget om hinanden.
Følelsen bliver næsten som at se på et dukketeater, hvor nogen bag kulisserne styrer marionetterne med usynlige tråde. Alt fungerer perfekt, men ingen synes rigtig at få plads til at gøre noget uventet.
Der er bestemt indslag af galskab. På et tidspunkt overfalder Carina Round Maynard, og senere jagter de hinanden med legetøjspistoler og buer. Det er præcis den type bizarre humor, man forbinder med Puscifer, men også disse øjeblikke føles så indøvede, at de mister noget af deres charme.
Hvor blev småsnakken af?
En anden mærkelig detalje er, at bandet stort set har erstattet den traditionelle småsnak med publikum med forindspillede videosekvenser.
Publikum bydes blandt andet på indslaget Bangers and Mashups, med absurde jokes om kaffe, mad og andre mere eller mindre ubegribelige emner. Det passer ganske vist ind i Puscifers skæve univers, men for mit vedkommende rammer jokesene sjældent rigtig plet.
Videosekvenserne er tydeligvis påkostede og gennemarbejdede, og jeg antager, at de bruges under hele turnéen. Det er i sig selv ikke mærkeligt, men når de erstatter den personlige kontakt med publikum, føles det ganske upersonligt.
Særligt mærkeligt bliver det, fordi Stockholm er premieren på Europaturnéen. Det havde faktisk været nok med et enkelt "How are you doing, Stockholm?" fra Maynard for at skabe lidt nærvær.
Heller ikke den ti minutter lange pause midt under koncerten føles særligt motiveret. Når hele forestillingen varer lidt over halvanden time, bryder afbrydelsen mest det momentum, som bandet har opbygget. De eneste, der muligvis satte fuldt pris på pausen, var barpersonalet.
Mobilforbuddet – befrielse eller overdreven kontrol?
Puscifer har desuden et benhårdt mobilforbud, noget der er blevet stadig mere almindeligt omkring Maynard James Keenans forskellige projekter.
Tanken er forståelig. Det er rart at slippe for et hav af lysende skærme og i stedet opleve koncerten med egne øjne. Men spørgsmålet er, om man ikke er gået lidt for langt.
Når en person i publikum tager mobilen frem, er vagterne hurtigt på plads og kræver, at filmen slettes. Reglerne tages åbenbart meget alvorligt.
Allerede inden koncerten starter, får jeg erfare, hvor strengt forbuddet er. Da jeg forsøger at fotografere setlisten ved scenekanten, får jeg straks at vide, at mobilen er forbudt. Systemkameraet er ikke et alternativ, da objektivets brændvidde er alt for lang til at fange sætliste tæt på.
Og selvom mobilforbuddet sikkert værdsættes af mange, mærker jeg ikke den magiske effekt på publikum, som man nogle gange hører om. Snarere ser dele af publikumsmængden mærkeligt stillestående ud, næsten som døde sild.
At automatisk sidestille fraværet af mobiltelefoner med større publikumengagement føles som en forenklet konklusion. Nogle gange vil man faktisk bare gerne fange et kort minde fra en rigtig god koncert.
Et imponeret men kontrolleret publikum
Publikum sætter tydeligvis pris på det, de får at se. Mellem numrene høres solide bifald og jubel, og på et tidspunkt råber en entusiastisk "Outstanding!" ud i lokalet.
Men den rigtigt elektriske stemning indfinder sig aldrig. Jublen er anerkendende, men næppe øredøvende. Måske smitter den stramt kontrollerede forestilling af på publikum, eller også er det simpelthen sådan en Puscifer-publikum opfører sig.
Der er desuden god plads i lokalet, og koncerten er langt fra udsolgt. Muligvis bidrager det også til, at stemningen aldrig rigtig når kogepunktet.
En fantastisk koncert, der mangler lidt menneskelighed
Når aftenen gøres op, er det alligevel svært at være andet end imponeret.
Lyden er blandt det bedste, jeg har hørt i meget lang tid, vokalpræstationerne fra Maynard James Keenan og Carina Round er fantastiske, og lysshowet er til tider så smukt, at det næsten overtager hele oplevelsen.
Rent teknisk er det et fuldtræffer.
Men en koncert handler ikke kun om perfektion. Det handler også om nærvær, kommunikation mellem artister og publikum og følelsen af, at hvad som helst faktisk kunne ske.
Puscifer leverer en utroligt velproduceret forestilling, men nogle gange ville jeg ønske, at nogen bare turde klippe trådene til marionetterne og lade musikken leve sit eget liv et øjeblik.
For når alting er så perfekt, at intet kan gå galt, er der også risiko for, at noget af magien forsvinder.
Konklusion: En visuelt storslået og musikalsk exceptionel koncert, der imponerer mere end den berører. Puscifer viser, hvor langt man kan drive en liveproduktion, men også hvor lidt spontanitet, der kan være tilbage, når hvert sekund er planlagt.
