Hvor får mennesket al sin energi fra? Det er et spørgsmål, der dukker op flere gange under Miss Lis koncert i Avicii Arena. Hun farer mellem klaveret, scenens forskellige dele og store shownumre uden at virke det mindste træt. Og det fortsætter sådan, næsten hele vejen frem til slutningen.
Linda Carlsson, som vi kender som Miss Li, fejrer 20 år som artist med turnéen Nu som då för evigt. Meget er sket, siden hun slog igennem med sin jazzinspirerede pianopop. Musikken har ændret sig, produktionerne er blevet større, og publikum er vokset. Men den lidt uregerlige personlighed er der stadig.
Efter en forsinkelse på elleve minutter går koncerten i gang. Miss Li står på en seng bag et forhæng, som forsvinder og afslører aftenens scenografi. Allerede her forstår man, at der er brugt både tid og penge på produktionen.
Og det er virkelig flot. Rigtig flot faktisk.
Gennem aftenen afløser de visuelle indslag hinanden. Et langt bord med lys rulles ind, og Miss Li får selskab af dansere, der tager plads rundt om bordet. Ved en anden lejlighed gynger hun i en stor lysekrone over scenen. Læg dertil flere solide konfettiregn, og man begynder at forstå omfanget.
Men det er, når hun forlader den store scene, at et af aftenens fineste øjeblikke opstår.
På en mindre scene midt i arenaen trækker hun publikums musikønsker op af en kasse. Hun taler, joker og sætter sig ved klaveret. Blandt ønskerne er Lars Winnerbäcks Om du lämnade mig nu.
Det bliver et øjeblik, hvor alt det store træder i baggrunden. Ingen avancerede effekter er nødvendige. Bare Miss Li, klaveret og en sang, der får plads.
Tilbage på hovedscenen fortsætter hitkavalkaden. Småstaddrömmar, Komplicerad, Utan dig, Hälsa Gud og Instruktionsboken er blot nogle af de sange, der passerer i løbet af aftenen. Det er først, når de kommer så tæt, at man virkelig indser, hvor meget musik hun har nået at udgive gennem årene.
Et af de stærkeste øjeblikke kommer under X. Store dele af det næsten fyldte Globen synger med på ordene om at være værd så meget mere. Miss Li behøver næppe gøre noget for at få gang i publikum. Hun lytter og svarer tilfreds ”præcis”.
Bandet gør også et godt stykke arbejde. Især hæfter jeg mig ved guitarspillet og nogle virkelig fine indslag med saxofon. Koret bidrager til at give sangene ekstra tyngde.
Og så er der selvfølgelig Miss Lis evne til ikke at tage sig selv alt for alvorligt.
Under et kostumeskift, som hun gennemfører ude blandt publikum, nægter lynlåsen at samarbejde. Det bliver lidt bøvl, inden hun konstaterer, at det må gå alligevel. Så fortsætter koncerten, som om intet var hændt.
Mod slutningen tager hun nogle af de ældre sange frem i et medley. Oh Boy får nyt liv på den mindre scene, og Miss Li når både at spille klaver og headbange. Det er svært at tro, at hun snart har været i gang i næsten to timer.
Men aftenen har stadig én overraskelse i ærmet.
Pludselig dukker Petter op, og sammen spiller de Lev nu dö sen. Hænderne ryger op i vejret rundt om i Globen, og det bliver en virkelig god afslutning på aftenen.
Det, der især trækker helhedsindtrykket ned, er lyden. Flere gange bliver lydbilledet mudret, og visse detaljer forsvinder i mængden. Det ødelægger ikke koncerten, men det mærkes ofte nok til at være irriterende. Især ærgerligt er det, med tanke på hvor meget arbejde der er lagt i de musikalske arrangementer.
På en mindre arena med bedre akustik havde koncerten sandsynligvis kommet langt bedre til sin ret. Her må den dyre produktion og det store sangkatalog indimellem kæmpe mod arenaens lydmæssige begrænsninger.
Miss Li selv er der dog svært at klage over. Hun leverer en koncert med humor, uventede indfald og en scenetilstedeværelse, der holder publikum engageret hele vejen.
Det bliver et stærkt fire-tal. Ikke en perfekt koncert, men en aften med mange mindeværdige øjeblikke og en kunstner, der stadig ser ud til at have det rigtig sjovt på jobbet.
