I dag havde vi ingen anmelder på plads. Vi fik kun lov til at fotografere de tre sædvanlige sange for derefter at forlade arenaen. De tre første sange gik hurtigt – og det er kun dem, der ligger til grund for denne begrænsede anmeldelse. Hvordan koncerten forløb, kan ikke nævnes i denne opsummering, men den startede på højt niveau. Hvordan den fortsatte, og hvad vi gik glip af, må I, som blev til hele koncerten, gerne fortælle om i en kommentar.
Joe Bonamassa – født Joseph Leonard Bonamassa – er en amerikansk guitarist, sanger og komponist. Han begyndte at spille guitar i 4-årsalderen og startede sit eget band Smokin’ Joe Bonamassa, da han var 12 år. I år 2000 udgav han ”A New Day Yesterday”, som var hans første soloalbum. Siden da er yderligere 18 album fulgt i årene 2002—2026, hvoraf det seneste var livealbummet ”The Spirit Of Rory Live from Cork”, som han udgav den 19. juni 2026. Hans musik bevæger sig hovedsageligt inden for genrerne blues og rock.
Bonamassa er først og fremmest soloartist, men har også samarbejdet med andre kunstnere som for eksempel sangeren Beth Hart, som han har udgivet flere album sammen med. Han var også med til at starte rockbandet Black Country Communion sammen med bassisten Glenn Hughes fra Deep Purple, keyboardspilleren Derek Sherinian fra Dream Theater – samt trommeslageren Jason Bonham.
Joe Bonamassa havde ingen support i Avicii, men lige inden de gik på scenen, blev ”Tuff Enuff” med gruppen The Fabulous Thunderbirds spillet højt i højttalerne, hvilket er en gruppe, der blandt andet har deltaget på Bonamassas blueskrydstogt i 2024. Sangen løftede både stemningen og forventningen til, at en af de mest etablerede kunstnere inden for bluesrock skulle indtage scenen.
Koncerten begyndte straks til tiden, og under de tre første sange blev der ikke brugt tid på snak. Joe både sang og spillede guitar – og som han spiller. Først ud var sangen ”Breakthrough”, som er titelnummeret på albummet med samme navn, der blev udgivet i 2025. Elguitaren står i centrum, og følelsen fra bluesen møder et moderne rocksound. Måske er det netop den barriere mellem forskellige genrer, sangen handler om. En tolkning af sangen er, at den handler om at bryde gamle mønstre og finde ny kraft.
Næste sang var ”Trigger finger”, hvilket nogenlunde betyder aftrækkerfinger som på et våben. En tolkning er, at den handler om at komme videre og ikke sidde fast i det, der har været. Trommeslageren fik plads ligesom koret, og selvfølgelig var der også en guitarsolo. En blanding af blues og rock giver sangen fremdrift, og det er let at blive grebet af den.
Han afsluttede de tre sange med ”Twenty-four hour blues” – 24 timers blå følelser, som vi måske især forbinder med sorg, savn, ensomhed, vemod og længsel. Den lange guitarsolo, som afsluttede sangen, formidlede meget følelse. Det var ikke til at tage fejl af, at han kender sin guitar, og han udtrykte det, som ordene ikke rækker til.
Det er svært at motivere en høj karakter baseret på kun tre sange fra en koncert. Jeg kan kun ane, at karakteren ville have været høj, hvis hele koncerten havde ligget til grund for bedømmelsen.
