Joakim Lundell fornyer DJ-oplevelsen på Bonfire Festival i Linköping

Jeg har aldrig forstået idéen med DJ-optrædener.

Det har ganske enkelt aldrig været min ting. Jeg har haft svært ved at fatte fascinationen ved en person bag et mixerpult, musik der pumper ud af højtalerne og hænder der vifter i luften.

Så kom Joakim Lundell.

Og der skete noget, jeg faktisk ikke troede ville ske.

Jeg forstod det.

Lundell gjorde nemlig præcis det, jeg har savnet – han gjorde det til et show.

Og sikke et show ovenikøbet.

Allerede da ”Snapchat” åbner showet, står det klart, at der ikke skal spares på krudtet. Jocke lover Linköping et bravur af et show og leverer til overflod. Bag ham dækker en enorm LED-skærm scenen med flotte animationer, mens lys, laser, ild, røg og konfetti afløser hinanden.

Lasershowet er faktisk så omfattende, at forlystelserne må holde stille under showet. Pariserhjulet drejer dog stadig rundt, men uden passagerer. Et ganske sigende eksempel på, hvilken produktion Lundell har taget med til Linköping.

Og publikum er med fra første sekund.

– Nu fucker vi ud Linköping!

Det behøver han næppe sige to gange.

Sange som ”Dreams (Are Made of This)”, ”Everytime We Touch”, ”I Wanna Start a Fight” og ”Don’t You Worry Child” holder menneskemængden i konstant bevægelse. Det er store, øjeblikkeligt genkendelige numre og her begynder jeg også at forstå noget af charmen. Der er næsten ingen opstartsstrækning – næste udladning venter hele tiden lige om hjørnet.

Og da ”Sandstorm” brager ud af højtalerne, skal der naturligvis skrues op endnu en gang.

En stor ring åbnes midt i menneskemængden.

Men Lundell er ikke tilfreds.

– Større ring!

Linköping adlyder og sekunder efter går det løs.

Det er cirka her, jeg begynder at forstå, hvorfor der står så sindssygt mange vagter foran scenen netop til denne optræden. Mens Lundell gør sit bedste for at få publikum til at give helt slip, gør vagterne deres ypperste for at sikre, at alle kommer op igen.

To ret forskellige jobbeskrivelser – og de er begge vigtige.

Lundell benytter også muligheden for at udfordre publikum til at vise, at Linköping er bedre end Västerås. Det er måske ikke lige den sværeste idé at sælge for dette publikum.

Personligt får han også et stort bonuspoint, da AC/DC's ”T.N.T.” toner ud over området. Lidt god, gammeldags rock'n'roll fungerer tilsyneladende rigtig godt selv midt i et massivt DJ-show.

Og det er netop blandingen, der virker så godt. Egne sange blandes med velkendte hits og uventede indslag, mens Lundell og produktionen sørger for, at der hele tiden sker noget på scenen.

Det er også her, jeg begynder at forstå, hvorfor en DJ-optræden kan fungere på en stor festivalscene. Her står ikke bare en DJ bag et mixerpult, mens musikken tager over. Lundell bruger hele scenen og alt, man kan finde, for at skabe en reel koncertoplevelse.

Og det største nummer gemmes til sidst.

Under aftenens sidste sang begynder den platform, Lundell har stået på, pludselig at løfte sig. Højere og højere, indtil han står langt over scenen, omgivet af LED-skærmens animationer, lys, laser og effekter.

Så affyres fyrværkeri fra scenetaget.

Slut.

Jeg havde før Bonfire aldrig troet, at Joakim Lundell skulle blive personen, der fik mig til at gentænke min holdning til DJ-optrædener.

Men det gjorde han.

Faktum er, at når fyrværkeriet forsvinder fra himlen, står kun ét spørgsmål tilbage: hvorfor afsluttede han ikke hele festivalen?

Soppgirobygget er utroligt dygtige og ved præcis, hvordan man skaber fest, men i forhold til året før var der ikke helt lige så meget nyt at opdage denne gang. Lundells optræden føltes derimod som det selvfølgelige sidste brag for Bonfire – stor, påkostet og fuldstændig kompromisløs.

Jeg tænker stadig ikke kalde mig for nogen DJ-fan.

Men når en artist indenfor en genre, jeg egentlig ikke sætter pris på, får mig til at stå der og tænke “okay, nu forstår jeg”, så har han gjort noget helt rigtigt.