Det siges, at den som venter på noget godt, aldrig venter for længe. Men spørgsmålet er, om de svenske fans af det australske kultband er enige i det. Sidst gruppen var i Sverige var i 1994, hvilket er en ekstremt lang periode, især i musikkredse, hvor de fleste kunstnere bliver glemt efter nogle få års fravær. Men Hoodoo Gurus har beholdt deres publikum, hvilket bevises af, at koncerten blev udsolgt for flere måneder siden.
Og lige inden bandet går på, er stemningen lige så høj som promilleniveauet. En 32 år lang ventetid skulle jo slutte, så selvfølgelig forstår man, at forventningerne er i top.
Risikoen er dog, at det bliver en rutineret nostaltiaften af rang, hvor man mest fejrer minderne og vennerne fra gamle dage, men det lykkes bandet langt hen ad vejen at undgå. De er naturligvis ikke helt så skarpe som i 1989, da jeg så dem i Sydney og Stockholm, men alligevel overraskende friske og entusiastiske. Men når man har spillet sammen i 45 år (bortset fra en femårig pause omkring årtusindskiftet), så ved man, hvordan man leverer underholdning til sit publikum.
Musikalsk er Hoodoo Gurus ganske vist ikke specielt bemærkelsesværdige, det er klassisk kød-og-kartofler-rock med lidt garageindflydelse, men mange sange har en særlig atmosfære og solide melodier. Noget man måske kan kalde for en slags Australien-lyd, ligesom deres landsmænd i The Saints, Midnight Oil og The Church.
Bandet går i gang præcis på det udmeldte klokkeslæt – måske var de også ivrige efter at møde deres støtter efter alle disse år. Åbningen med (Let's All) Turn On fra debutpladen Stoneage Romeos er spot on; den får straks de fleste i det fyldte lokale til at tænde lidt ekstra, juble højlydt og danse muntert.
Den festlige stemning holder sig under det næsten to timer lange gig, især når der spilles numre fra Stoneage Romeos. Også materialet fra de tre efterfølgende 80’er-plader giver publikum ekstra energi.
De senere numre fungerer derimod ikke særlig godt, men giver mange anledning til at besøge toilettet, rygeområdet eller baren. Noget som Hoodoo Gurus lader til at være bevidste om, og derfor spreder de de svagere numre ud over aftenen.
Men da de mod slutningen får besøg af Keith Streng fra The Fleshtones, mister koncerten momentum. Ikke noget galt med Streng, men vi er jo ikke der for at høre hans sange. Og at lave et sjusket cover af Led Zeppelins Communication Breakdown er selvfølgelig ikke særligt vellykket.
Efter en pause vender bandet tilbage for ekstranumre og fyrer op under den slagkraftige trio Death Defying, I Want You Back og Like Wow – Wipeout. Ordenen er genoprettet, og fansene er tilfredse og glade og tydeligvis sultne efter flere koncerter – gerne snart.
Og måske bliver det også sådan. I merchandiseboden møder jeg bookeren, som fortæller, at bandet inden koncerten havde beklaget den lange fravær i Skandinavien og mere eller mindre lovet at vende tilbage snart. Og efter at de har oplevet denne sande publikumstriumf, er bandet sikkert også fristede til at gentage succesen.
