Det er lidt over fire årtier siden, Duran Duran blev et af verdens største popbands. Med deres elegante ydre, synthdrevne melodier og musikvideoer, der var med til at definere MTV-generationen, blev Birmingham-kvintetten et af 80’ernes helt store navne. Men efter en kommerciel nedtur i 90’erne fik bandet et solidt comeback i begyndelsen af 2000-tallet, da den klassiske besætning blev gendannet. Siden har Duran Duran fortsat med at turnere, udgive ny musik og vise, at de ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene.
Med album som Future Past og Danse Macabre har de fortsat med at udvikle deres lyd, og i år har de desuden udgivet singlen Free to Love. Men først og fremmest er det selvfølgelig en imponerende sangkatalog, der står til bandets rådighed. Spørgsmålet er, hvor meget af den gamle magi der stadig er tilbage, når 80’ernes popikoner går på scenen i 2026.
Svaret kommer ret hurtigt.
Efter en symfonisk instrumentalversion af Free to Love fra højtalerne går bandet på.
På den store LED-skærm bag bandet vises medlemmerne som tegnede figurer, når Is There Something I Should Know? går i gang. Simon Le Bon rækker hænderne op og får straks jubel og hævede arme tilbage. På gulvet, hvor der er stillet stole op, rejser publikum sig allerede under åbningsnummeret og forbliver stående resten af koncerten. Efterhånden følger også dele af tribunerne efter, hvor flere og flere rejser sig for at danse.
Duran Duran åbner med nogle af deres stærkeste kort og fortsætter med The Wild Boys og A View to a Kill. Sidstnævnte begynder med James Bond-filmenes klassiske indledning på LED-skærmen.
Simon Le Bon spørger, om publikum har det godt, og opfordrer os til at larme. Publikum svarer med et klassisk publikumsskrig, men det er ikke dét, Simon er ude efter. Han begynder at hyle som en ulv og får publikum til at følge med, når Hungry Like the Wolf tager over. På skærmen flyttes vi til en skov, set fra ulvens perspektiv.
Sceneshowet er forholdsvis nedtonet. Den store LED-skærm bag bandet står for største delen af det visuelle med billeder og animationer, der følger numrenes karakter. Det virker som en baggrund for musikken, men skaber sjældent nogle virkelig mindeværdige scenemomenter. Her er ingen store scenebygninger eller særligt avancerede visuelle effekter, der løfter helheden. Duran Duran stoler i stedet på sangene, musikerne og Simon Le Bons evne til at holde publikummet engageret.
Det er let at forfalde til nostalgi, når Duran Duran fyrer op for deres klassikere, men der er også en rent musikalsk grund til at sætte pris på aftenens koncert. Simon Le Bon lyder virkelig godt. De høje toner sidder, ikke mindst i Ordinary World. Inden det nummer giver han sig af med aftenens første rigtige mellemspil: "Here we all are in this big nuclear testicle" joker han om Avicii Arena og fortsætter med en refleksion over, hvordan mennesker rundt om i verden kæmper for at finde lykken og leve et godt liv. Da de første toner lyder, tændes mobilernes lygter i menneskehavet.
I Come Undone får en af de to korsangere, Anna Ross, lov at komme frem til Le Bons side for en duet. Mod slutningen sender Simon en hilsen til publikum: "Stockholm, this one is for you!"
Det er en enkel gestus, men det virker. Kontakten til de forreste rækker er god gennem hele koncerten. Der står fans, som synger med på hvert ord, og nogle er så berørte, at tårerne løber. For dem er det tydeligvis mere end blot en aften med gamle yndlingsnumre.
Vi får også Duran Durans nyeste single Free to Love, som de udgav i april 2026. Simon Le Bon præsenterer den med ordene om, at vi vil være frie og frie til at elske. På skærmen dukker regnbuer, enhjørninger og dansere op. Det visuelle er væsentligt mere farverigt end i flere af de tidligere numre, og sangens budskab om frihed, håb og kærlighed får plads.
Det er også en tydelig markering. Duran Duran vil ikke kun forvalte deres historie, men fortsætte med at være et band, der har noget at sige i nutiden. Sangen budskab om inklusion, der relaterer sig til LGBTQ-rettigheder, får ekstra betydning senere på aftenen.
Inden Girls on Film beder Simon publikum tage deres smukkeste smil på. Nick Rhodes skal nemlig tage et billede af publikum, som han har gjort mange gange før. Midt i nummeret får John Taylor plads med en bassolo, inden musikken glider over i Talking Heads-klassikeren Psycho Killer.
Le Bon binder desuden det musikalske sammen med aftenens inkluderende budskab, da han afslutter med ordene: "We got you HBTQI+ and we got you girls on film." Så forlader bandet scenen, men publikum er langt fra færdige.
Efter et stort bifald vender bandet tilbage til ekstranumrene. Simon Le Bon opfordrer os til at synge med og tænde lysene på mobilerne. Han lover at forvandle Avicii Arena til en hesteskoformet galakse. Præcis hvad han mener, må vi tænke videre over, men det lyder trods alt bedre end en radioaktiv testikel.
Save a Prayer bliver nøjagtig det stemningsfulde øjeblik, man kan håbe på. Mobilernes lys fylder arenaen og fredsduer vises på skærmen. Publikum synger med på omkvædet, selv om keyboardet desværre ligger så højt, at dele af fællessangen drukner.
Herefter er der kun Rio tilbage. Det er et oplagt valg til at afslutte en aften, der i så høj grad har kredset om bandets klassiske materiale. Efter den sidste energiudladning takker Le Bon publikum på både engelsk og svensk: "Tusen tack, Sweden" og "Tack så mycket Sverige".
Duran Duran behøver næppe at bevise deres betydning for pophistorien. Simon Le Bon viser, at stemmen stadig holder, og bandets sangskat gør det svært at stå for omkvædene. Samtidig er sceneshowet relativt afdæmpet, og koncerten byder ikke på mange overraskelser ud over et par kreative overgange og den nye singles klare budskab. Det er en god aften med popklassikere, stærk sang og et publikum, der er med fra start til slut.
