DJ Snake på Bonfire Festival: En kritisk granskning af det moderne DJ-show

DJ Snake er næppe et lille navn inden for elektronisk dansemusik. Bag kunstnernavnet står den franske producer William Grigahcine, som gennem det seneste årti har været med til at skabe nogle fuldstændig enorme hits. “Turn Down for What” med Lil Jon, “Let Me Love You” med Justin Bieber, “Taki Taki” med Selena Gomez, Ozuna og Cardi B samt “Middle” med Bipolar Sunshine er nogle af dem. Læg dertil Major Lazers “Lean On” med MØ, hvor DJ Snake også er en af producenterne, og der er næppe nogen tvivl om hans evne til at skabe musik, der når et gigantisk publikum.

Så det er altså ikke DJ Snake som producer, jeg har de store problemer med.

Det er det her med DJ’en på en stor festivalscene, jeg ikke helt forstår.

Allerede fra starten er det et fuldskala spektakel på Bonfire Festival. Bassen runger, lyset blinker, og der er konstant ild. Så meget ild, at pyroteknikken efterhånden nærmest føles som endnu et medlem af ensemblet.

Midt i det hele står DJ Snake bag en enorm opstilling i to etager. Problemet for os, der står helt forrest, er bare, at han befinder sig så højt og langt bag sit mixerpult, at vi dårligt kan se ham.

Vi ser hænderne.

To vinkende hænder over kanten.

Ved enkelte lejligheder klatrer han op endnu højere og bliver faktisk synlig for publikum helt forrest, men størstedelen af tiden består den visuelle kontakt til aftenens hovedperson af et par arme og hænder, der dukker op og forsvinder igen.

Det gør næppe underværker for min allerede lidt skeptiske indstilling til DJ’s på store festivalscener.

Fra min position er det desuden svært at se, hvad DJ Snake faktisk laver med udstyret deroppe. Nogle tryk på knapper hist og her går nok forbi mit blik, men det, der især ses, er hænderne i vejret. Til gengæld bliver mikrofonen brugt flittigt.

“Bonfire!”

“One, two, three!”

“Come on!”

“Hands up!”

Og hænderne ryger op.

Kort derefter kommer pyroteknikken.

Efter et stykke tid begynder man at forstå dramaturgien. DJ Snake råber noget, publikum svarer, musikken bygger op, hænderne ryger op, og så kommer et basdrop ledsaget af endnu mere ild.

På et tidspunkt skal vi råbe “hi!” tilbage til ham. DJ Snake råber, publikum svarer. Så gør vi det igen. Og igen. I noget, der begynder at føles som en evigheds-loop.

Og publikum elsker det.

Det skal virkelig understreges, for ser man rundt omkring sig, er det svært at hævde, at DJ Snake mislykkes med sit job. Især den yngre del af publikum hopper, danser og følger villigt enhver instruks fra scenen.

Selv begynder jeg dog at føle mig omkring 137 år gammel.

Musikalsk genkender jeg flere sange og melodier, der dukker op under sættet, men ofte i andre former end jeg er vant til. Det er egne produktioner blandet med andres musik, remixes, edits og mashups. For dem, der elsker DJ-kulturen, er det formentlig en stor del af charmen – velkendte sange rives fra hinanden og sammensættes til noget nyt, der passer til aftenens sæt.

For mig forstærker det snarere natklubfølelsen.

Jeg indser samtidig, hvor meget sur gammel mand jeg lyder som, når jeg skriver det her, men nogle gange føles det lidt, som hvis jeg selv satte en mix sammen med Slipknot-sange, stillede mig bag en stor mixerpult, trykkede på play og derefter viftede med hænderne, mens “Duality” buldrer ud af højttalerne.

Forskellen er selvfølgelig, at ingen med rimelighed ville betale for at se mig gøre det.

Og for at være retfærdig over for DJ Snake er sammenligningen naturligvis groft forenklet. DJ-kulturen handler om meget mere end bare at trykke på play, og ingen kan tage fra ham, hvad han har opnået som producer. Han har skabt musik, som er spillet milliarder af gange og ved tydeligvis præcis, hvordan elektronisk musik til enorme publikum konstrueres.

Det er selve liveformatet, jeg ikke fatter.

For når en artist står på den største scene på en festival, vil jeg gerne føle, at der er en grund til, at jeg skal være netop dér og overvære det ske. Og når personen, jeg skal se, oven i købet tilbringer det meste af koncerten gemt bag en to etager høj opstilling, bliver den følelse endnu sværere at finde.

Musiker? Ja, DJ Snakes meritliste som producer taler for sig selv.

Liveartist? Her er jeg langt mere i tvivl.

For her føles det til tider mest som at befinde sig på en gigantisk natklub, der er blevet flyttet ud på et festivalområde og har fået et nærmest ubegrænset budget til ild og pyroteknik.

Til sidst går jeg.

Ikke fordi koncerten er mislykket. Tværtimod ser det ud til, at folkene foran scenen har ualmindeligt sjovt. Jeg går, fordi jeg indser, at det her ganske enkelt ikke er for mig.

DJ på en klub? Absolut. Hver dag i ugen.

DJ Snake som producer? Ingen indvendinger.

Men DJ på den store scene på en festival som Bonfire?

Njah.

I må kalde mig sur gammel mand. I må kalde mig gammeldags. Jeg kan leve med begge dele.

Og når endnu et basdrop runger bag mig, mens jeg går væk fra scenen, må jeg nok bare acceptere mit nye liv som sur gammel mand.