De australske legender har ikke været i Sverige i 27 år, og det mærkes på den enorme opbakning på Debaser. Stedet er fyldt til bristepunktet, og feststemningen når nye højder, da Warren Ellis og hans bandkammerater træder ind på scenen for at lade deres instrumentale improvisationsrock skylle over os.
Warren Ellis er mest kendt for at spille i Bad Seeds, og Nick Cave selv har sagt, at der ikke findes nogen, der matcher Ellis’ geni, intuition og musikalitet. Manden synes desuden at have et ocean af inspiration, så det er helt naturligt, at han fortsætter med at skabe og spille musik, mens Bad Seeds holder pause og Cave arbejder på et nyt album.
Derudover er den skæggede multiinstrumentalist en oplevelse i sig selv, især når han spiller. Han hamrer løs på klaveret, og på et tidspunkt banker han sin venstre fod i det stakkels klaver. I andre sange kærtegner han tangenterne, som var de nyklækkede fugleunger.
Men det er violinen, der er hans største force. Hestet bliver flået af buen, og strengene gnides, til det er som et tyndt spindelvæv omkring violinen. Ellis, iført store solbriller og en glitrende Elvis-trøje, danser og spræller rundt som besat af en dæmon, hyler som en varulv og bunder vin direkte af flasken. Men aldrig misser han en eneste tone.
Faktum er, at bandet er utroligt sammenspillede, både i ældre numre som See Above, Sky Below og Indian Love Song, eller i numrene fra deres seneste plade Love Changes Everything. Det er decideret medrivende at opleve, når trioen ombygger deres materiale i realtid.
Desuden er Warren Ellis meget underholdende mellem numrene. Det kan handle om, at han vil have alle i lokalet til at bede en bøn for deres afdøde kæledyr (Ellis selv har for nylig måtte indlægge en af sine fire katte på dyrehospitalet). Han fortsætter på samme tema og vil have os til at tilkalde sjælene hos Joey Ramone, Nina Simone, Elvis og Bowie. Det er jo trods alt Halloween.
Vi får også at vide, at han hverken kan huske, om eller hvornår Dirty Three har været i Stockholm, ”men det kan man vel google”. Da nogen råber 1999, siger han ”Ahh, 1999. Well, dengang var jeg høj på alkohol og heroin hver dag, så det er nok derfor.”
Halvvejs inde i koncerten kigger han ud over publikum og bemærker, at der er en hel del ældre fans, og siger så til os, at vi skal starte et band, da der er alt for få seniorbands. Dette giver mindst sagt positiv respons fra os gamle.
Dog bliver to timer med rendyrket instrumentalmusik i et sauna-varmt lokale lidt anstrengende; det er svært at følge med mod slutningen. Sangene er heller ikke umiddelbart tilgængelige; der er ingen egentlige hits eller omkvæd, det hele bygger mest på, at bandet jammer løs.
Med det sagt er det en omvæltende oplevelse at se genier i arbejde, noget man efterhånden sjældnere ser i rockverdenen. Jeg håber bare, at bandet vender tilbage, inden der går endnu et kvart århundrede.
