Denne aften i Stockholm går i mørkets og ondskabens tegn på B-K, Frihamnen i Stockholm. Dimmu Borgir, som turnerer sammen med Dark Funeral og Behemoth på In League With Satan-turnéen, har eksisteret siden 1993 og er, hvis man vil kalde dem det, veteraner inden for symfonisk black metal.
Det mærkes, når de indtager scenen og åbner med sangen 'Ulvgjeld & Blodsodel' fra det nye album Grand Serpent Rising. Et album, der er blevet godt modtaget af både fans og kritikere og gik ind i top 10 i flere lande, blandt andet Tyskland (Rock- og Metal-listen) og Finland (Den finske officielle albumliste), da det blev udgivet. Åbningen er stærk fra bandets side, selvom publikum i starten er lidt afdæmpet.
Det påvirker dog ikke bandets optræden på scenen, den er i en klasse for sig og det mærkes.
Koncertlokalet, som er rustikt, lidt mindre og af industriel karakter, bidrager til atmosfæren for denne type musik, der er mørk, tung og teatralsk. De symfoniske elementer, sammen med den imponerende lyssætning og pyroteknik, væver scenen og lokalet sammen på en imponerende måde, som er tilfredsstillende at se og opleve.
Aftenens setliste er en blanding af bandets musikalske rejse gennem tiden, med bl.a. hits som Mourning Palace (1997), Kings Of Carnival Creation (2001) og Progenies Of The Great Apocalypse (2003). Til min overraskelse spilles kun et par af sangene fra det nye album denne aften.
Det bekymrer dog ikke publikum, da de genkender de ældre sange, og det er også da, de liver op, synger med og viser deres begejstring på forskellige måder. Især under sangen 'Gateways' (2010), som sangerinden Agnete Kjølsrud fra bandet Djerv har medvirket på, høres publikum synge netop “Gateways”, denne banger værdsættes enormt.
Pyroteknikken gør det meget varmt tæt på scenen, og de ansatte må dele vand ud til dem, der står nærmest.
Jeg sveder selv enorme mængder, er helt forkert klædt på, da jeg valgte ikke at lægge cowboyjakken i garderoben. Til sidst føler jeg behov for at gå ud et øjeblik til det tilstødende lokale ved indgangen, som mange andre, for at køle mig ned.
Jeg beslutter mig for at bevæge mig lidt længere bagud i lokalet, dels for at slippe for varmen, men også for at se helheden af det, der udspiller sig på scenen – og hvilket syn det er!
Herfra ser man bedre, hvor avanceret og smuk lyssætningen er. Hvor utroligt godt det spiller sammen med musikken, der strømmer en i møde. Lyden er desuden bedre her end tættere på scenen.
Skuespillet, der udspiller sig, er mildest talt storslået. Det er de symfoniske elementer, som tidligere nævnt, der gør, at det, man kan se og høre fra scenen, føles mægtigt, stort! Som en dommedag, der er på vej!
Læg dertil den måde, publikum interagerer med bandet på, med horns up, hævede næver og fællessang, forstærkes følelsen endnu mere! Også den måde Dimmu Borgir udnytter temposkift i deres sange på, bidrager til, at dommedagsstemningen øges markant.
Måden, hvorpå sangeren Shagrath og de øvrige i bandet bevæger sig på scenen, føles ikke indøvet eller instrueret, mere naturligt.
Her ses det, at de har lang erfaring med at stå på scenen og underholde publikum.
Når jeg endelig tager mig tid til at kigge mig lidt grundigere omkring i menneskemængden, opdager jeg, at publikum har en meget fin blanding af aldre. Alt fra unge i slutteenagealderen til midaldrende metalfans er repræsenteret denne aften.
Nogle har corpsepaint og battle vest, andre skjorte eller kjole og høje hæle. Jeg indser til min glæde, at denne musikgenre, om end mørk, dæmonisk og tung, langt fra er ved at dø ud!
Med sangen 'Progenies Of The Great Apocalypse' afslutter Dimmu Borgir sin koncert denne aften, og publikum høres tage i fra tæerne og synge med af fuld hals.
Skal man nævne noget dårligt ved denne koncert, så er det, at lyden, tættest på scenen, var en smule mudret. Bevæger man sig længere bagud i lokalet, var den betydeligt bedre. Om det er et spørgsmål om lydproduktion eller lokale, lader jeg stå hen i det uvisse.
Afslutningsvis kan jeg ikke rigtigt retfærdigt beskrive den oplevelse, Dimmu Borgir byder på, når de spiller live. At de er utroligt talentfulde, kan nok ingen betvivle. Jeg vil helt sikkert se dem flere gange, hvis muligheden byder sig!
