Sverige er ikke forkælet med besøg af Dexys Midnight Runners, og Malmø har kun haft æren én gang tidligere, i november 2003, dengang på Kulturbolaget (KB). Kulturbolaget stod også denne gang som arrangør, men nu var stedet det traditionsrige Slagthusets Teater. Det var næsten fuldt i salen, selvom det ikke var helt udsolgt.
Scenen er minimalistisk indrettet med et trommesæt, to keyboards og en saxofon.
Kevin Rowland træder op på scenen præcis klokken 19.30 sammen med Lucy Morgan, Sean Read, Mike Timothy og Timothy Veller. Sammen starter de showet med sangen I'll Always Love You fra det nye album LOVE. Yderligere et par sange fra den nye plade fremføres, og under You've Got the Love slutter Janelle Martin sig til på scenen. Duetten mellem hende og Kevin føles moderne og meget poppet.
Under Because of You er det endelig tid til lidt mere swinginspirerede toner. Bandet bliver komplet, da også Olli Martin træder ind på scenen med sin trombone. Sammen med Sean Read på saxofon byder de på en herlig brassolo. Publikum kan lide, hvad de hører, og piften flyver gennem salen.
Kevin afslutter første del af forestillingen med My Life in England Pt. 2. Publikum er ikke sene til at klappe i takt med musikken, og Kevin inviterer til fællessang i omkvædet.
Første sæt er klaret, og fokus har ligget på sange fra den nye plade LOVE.
Vi får en kort pause på 15 minutter, inden det er tid til andet sæt.
Først ud er Curragh of Kildare, og da Kevin sætter den sidste tone i smuk falset, viser han, hvor skabet skal stå.
Med Breaking Down the Walls of Heartache byder Dexys virkelig på sig selv, og det er ikke til at tage fejl af, hvor sjovt de har det, når de spiller sammen. Tempoet og energien er betydeligt højere nu end under det første sæt.
Når det er tid til Geno, forstår vi i publikum, at vi nærmer os opløbet og slutningen på en nostalgisk aften. Publikum svinger armene i takt med musikken, og fællesskabet mellem publikum og bandet er tydeligt. Fra gulvet råbes der forslag til næste sang, og Kevin svarer med et smil:
"Yes, I know that one!"
Derefter kontrar han:
"Try this one, I think you like it!"
Lucy Morgan stiller sig forrest på scenen og tager de første toner på Come On Eileen med sin violin. Publikum jubler, og bandet stemmer ind i sangen, som må regnes som en af deres allerstørste hits.
Det føles dog ikke helt som om, at det løfter sig, og bandet virker lidt trætte af at spille netop denne sang. Som aftenens afsluttende nummer føles det derfor lidt mat.
Heldigvis viser det sig, at dette ikke er aftenens sidste sang. Der bliver nemlig to ekstranumre.
Kevin vender tilbage med holdet, og Sean Read benytter lejligheden til at stille spørgsmålet "What's she like?" Svaret bliver selvfølgelig This Is What She's Like. Allersidst afsluttes aftenen med Tell Me When My Light Turns Green.
Når jeg skal opsummere aftenen, lander jeg på, at det overordnet var en meget hyggelig koncert. Det første sæt var lidt roligere, men i andet sæt og under ekstranumrene gav bandet betydeligt mere energi. Kevin Rowlands stemme holder endnu, selvom man i visse sange kan mærke, at kræfterne måske ikke helt er de samme som under bandets storhedstid i begyndelsen af 1980'erne.
Aftenens favoritter er helt klart Breaking Down the Walls of Heartache og Geno.
Bedømmelsen? En stærk fire ud af fem!
Dexys Midnight Runners live band:
Kevin Rowland - Sang
Sean Read - saxofon/keyboard/sang
Mike Timothy - keyboard
Lucy Morgan - Violin & sang
Timothy Weller - Trommer
Janelle Martin - Sang
Olli Martin - Trombone
