Hvis helvede har en forsmag, må den være mistænkeligt lig Behemoths koncert på B-K i Stockholm den 29. oktober. Her var det "Ov Fire and the Void", med solid vægt på Fire, mens "O Father O Satan O Sun!" snarere føltes som en beskrivelse af klimaet end en sangtitel. Flammerne slog op fra scenen, varmen lå tungt over publikum, og hver ny salve af pyroteknik fik det til at føles som om nogen skruede temperaturen yderligere op. Det var en varme, der fik selv underverdenen til at fremstå som klimaanlagt. Selveste Satan havde formentlig bedt om lidt frisk luft.
Der findes koncerter, der er gode, koncerter der er virkelig skidegode og så findes der de aftener, hvor man bagefter står drivvåd, halvt chokeret og prøver at forstå, hvad fanden man lige har været med til. Behemoths koncert på B-K tilhører helt klart sidstnævnte kategori.
Når mørket tager over
Allerede med åbningsnummeret "Daimonos" står det klart, at Behemoth ikke har tænkt sig at give nogen en blid start. Det er brutalt, nådesløst og uhyre mægtigt. Bandet kaster sig direkte ud i mørket med en intensitet, der kan mærkes helt ind i marven.
Når "Ora Pro Nobis Lucifer" tager over, vokser oplevelsen yderligere. Adam "Nergal" Darski er en frontmand med en nærmest skræmmende autoritet. Han behøver ikke at løbe rundt som en galning for at dominere scenen. Hans tilstedeværelse og måde at styre showet på er mere end rigeligt.
Alt er gennemtænkt og minutiøst koreograferet, men uden at miste sin rå kraft.
"Thy Becoming Eternal" og titelnummeret "The Shit ov God" viser, at bandets nyere materiale står fast ved siden af klassikerne. Her er samme raseri, mørke og kompromisløse attitude, som altid har defineret Behemoth.
Brutalitet med kirurgisk præcision
Når "Conquer All" eksploderer ud af højtalerne, er det svært ikke at blive revet med. Riffene hugger, trommerne angriber, og hele fremførelsen føles som en musikalsk krigserklæring.
Under "Blow Your Trumpets Gabriel" når den nærmest religiøse – eller snarere antireligiøse – stemning nye højder. Pyroteknik og lyssætning forstærker musikken til en storladen forestilling, hvor hver detalje synes at have sin givne plads.
Samtidig er det imponerende, hvor godt bandet holder sammen på det hele. Inferno bag trommerne er en fuldstændig maskine. Sammen med Orion på bas og Seth på guitar skaber han en nærmest uigennemtrængelig væg af lyd, hvor præcision aldrig ofres for intensitet.
"I, Scvlptor" og "Ov Fire and the Void" fortsætter tæskene, med sidstnævnte som et af aftenens egentlige højdepunkter. Det er én ting at spille ekstrem metal med sådan fart og tyngde. At gøre det med denne kontrol er noget helt andet.
Et øjeblik af mørk magi
Midt i al aggressionen er der også plads til andre nuancer. "To Drown the Svn in Wine" følges af "Bartzabel", hvor Behemoth viser deres evne til at skabe en nærmest hypnotisk atmosfære.
Her handler det ikke om at spille hurtigst eller tungest, men om at bygge en stemning, der kryber ind under huden. Den ceremonielle fornemmelse giver koncerten en tiltrængt dynamik og viser, hvor meget mere bandet kan end bare ren musikalsk brutalitet.
En satanisk alliance
Når Shagrath fra Dimmu Borgir slutter sig til for Venom-klassikeren "In League With Satan", bliver det et af aftenens mest mindeværdige øjeblikke.
To af ekstremmetal-verdenens mest karismatiske frontfigurer på samme scene, forenet i en hyldest til et af genrens mest indflydelsesrige bands. Det er råt, larmende og præcis så vidunderligt respektløst, som det skal være.
Derefter slutter "Chant for Eschaton 2000" det ordinære sæt af med et vanvittigt drive. En klassiker, der stadig leverer med fuld kraft og viser, hvorfor Behemoth har en så selvsikker plads i ekstremmetalens top.
Den sidste ritual
Som ekstranumre kommer "O Father O Satan O Sun!", og det er svært at forestille sig en bedre afslutning.
Sangens monumentale opbygning og apokalyptiske tyngde forvandler de sidste minutter til et mægtigt ritual. Her får Behemoths teatralske udtryk og musikalske kunnen lov at mødes i en afslutning, der er lige så storladen som den er overvældende.
Når de sidste toner klinger ud, er der kun følelsen af total udmattelse og ren eufori tilbage.
Konklusion – totalt satans magisk
Behemoth på B-K den 29. oktober var en opvisning i, hvordan ekstrem metal skal leveres live. Tretten sange, en kompromisløs scenetilstedeværelse og en produktion, hvor hver effekt havde et formål.
Der er masser af bands, der spiller hurtigt og tungt, og mange som forsøger at forstærke deres musik med store sceneproduktioner. Men meget få lykkes med at forene musikalsk præcision, teatralsk dramatik og rå energi med samme selvfølgelige autoritet som Behemoth.
Her var der ingen fyld, ingen unødvendige transportstrækninger og absolut intet halvhjertet. Bare et band på toppen af deres formåen, som gav Stockholm en aften at huske.
Fuldstændig, fabelagtig, satanisk skidegodt.
