The Hives på Way Out West: Elektrisk energi og teatralsk kaos i rockens tjeneste

Det er fuldstændig bananas fra første sekund.

The Hives behøver omtrent nul sekunder for at varme op på Way Out West. Bandet træder ud i jakkesæt med lysende LED-striber, en guitar overdrages af en sortklædt ninja og flere ninjaer bevæger sig over scenen og filmer. Det føles som om nogen har hældt energidrik i både bandet og publikum.

Med Enough Is Enough, Main Offender og Hooray Hooray Hooray tidligt i koncerten er der heller ingen grund til at slippe farten.

Pelle Almqvist behøver næppe bede om opmærksomhed, men gør det alligevel.

– Op med hænderne!

Og der er næppe et menneske foran scenen, der ikke løfter dem.

Pelle klatrer op på en højttaler, bevæger sig ned i fotograven og stiller sig lige foran afspærringen. Men et af koncertens mest effektfulde øjeblikke indtræffer, da det opskruede tempo pludselig forsvinder helt.

Under Paint a Picture fryser hele bandet.

Pelle står på højttaleren med armene udstrakte, mens resten af The Hives også står helt stille. Som om nogen har trykket på pause forvandles scenen til et levende billede – en passende detalje med tanke på sangens titel. De holder positionerne i hvad der føles som mindst et minut, mens publikum kigger, venter og skriger. Når alt ellers går i 180, bliver kontrasten desto mere effektfuld.

Rigor Mortis Radio og Bogus Operandi holder så trykket oppe, inden Hate to Say I Told You So får et enormt publikumrespons. Så snart bandet holder pause mellem sangene, begynder publikum at synge. En lille moshpit dannes, og nogen forsøger at crowdsurfe fremad, men kommer aldrig helt hele vejen.

Ninjaerne har samtidig flere opgaver end at filme. Pelles mikrofonkabel vikler sig flere gange, og så er de ninjahurtige til at løse det. Der optræder også spontane ninjaspark fra både Pelle og guitaristen.

Pelle forklarer, at The Hives vil byde på helt ukomplicerede følelser. Det er en ganske rammende beskrivelse af begivenhederne. Her er ingen grund til at stå med armene over kors og analysere. Bandet vil have en reaktion – straks og helst så højt som muligt.

Countdown to Shutdown bliver endnu en udladning, inden Pelle tager et øjeblik til at nyde bifaldet og konstaterer, at han begynder at vænne sig til det.

– I, der er begyndere til The Hives, så hedder jeg Pelle. Og jeg har sunget så godt og så meget, at nu er det publikums tur.

Nu får publikum lov at arbejde og synge for både bandet og hinanden.

Når Come On! og Tick Tick Boom dukker op, er der næppe brug for flere instruktioner.

Pelle spørger, hvor mange der har set The Hives før, hvor mange der ser dem nu og hvor mange der vil se dem i fremtiden. Derefter går han igen ned blandt publikum.

– Det er sjovt at være her. Er det sjovt for jer?

Svaret er tydeligt.

– Vi elsker jer, Way Out West!

Og følelsen virker til at være gensidig.

Legalize Living efterfølges af Walk Idiot Walk, og koncerten nærmer sig sin afslutning. Men Pelle er selvfølgelig ikke helt klar til at forlade scenen uden en sidste forhandling med publikum.

– Okay, hvis I tigger nok, så tager vi en til!

To til.

Tre til.

Fire til.

Et eller andet sted der mener Pelle, at det lyder som om publikum stemmer for tre.

The Hives Forever Forever The Hives føles næsten skræddersyet til øjeblikket, inden Nobody Does It Better får sætte punktum.

The Hives leverer et svedigt, teatralsk og totalt opskruet rockshow, hvor Pelle Almqvist synes at kunne befinde sig præcis hvor som helst, og hvor de sortklædte ninjaer er blevet en lige så naturlig del af forestillingen.

Fuldstændig bananas – i ninjahast.

Præcis sådan skal The Hives være.