Daniel Lanois i Stockholm: Mesterligt musikskabende, men scenen blegner mod studiet

Hvad canadieren har gjort for pop- og rockverdenen er knap nok til at måle – foruden legendariske produktioner på album med U2, Peter Gabriel og Bob Dylan, gav han også nyt liv til Emmylou Harris (hun har selv sagt, at han forlængede hendes karriere med 30 år). Læg dertil hans samarbejder med Brian Eno i 80’erne, så taler vi om en musikskaber af højeste rang. Næsten alt, hvad han rørte ved i 80’erne og 90’erne, blev til guld.

Som soloartist har han også gjort sig gældende, først og fremmest med milepælen Acadie fra 1989, der generelt anses for at være blandt de bedste plader udgivet af en canadier. Her fejrer hans atmosfæriske og suggestive guitarspil triumfer, og de nænsomt udskårne melodier sniger sig ind og omfavner lytteren som et varmt og behageligt uldtæppe.

I Stockholm har Lanois ikke spillet i ti år, og derfor var det ikke uventet proppet på Nalen, da han og medmusikanterne Brian Blade og Jim Wilson kom på besøg. Ganske spændende fyre i øvrigt, da trommeslager Brian Blade har arbejdet med jazzlegender som Chick Corea, Wayne Shorter og Herbie Hancock, mens Jim Wilson har rock’n’rollet med blandt andre Rollins Band.

Ikke overraskende var flere velrenommerede svenske guitarister også på plads, blandt andet sås Ola Nyström fra Weeping Willows og Christian Kjellvander, hvis dæmpede countryrock bærer tydelige spor af Lanois’ lydunivers.

Det hele begynder dog lidt uventet med, at Lanois, efter at have trådt op på scenen, præsenterer den norske singer/songwriter Stein Torleif Bjella og fortæller, at nordmanden ville spille nogle egne sange først. Lanois forklarer, at han havde hørt Bjella tidligere, ikke forstået et ord af, hvad han sang om, men været berørt og inviteret ham med på miniturnéen. Et indfald, der viser, hvor sympatisk, lydhør og nysgerrig en person og musiker, der befinder sig i den 74-årige.

Efter tre numre, hvor Bjella viser, at han er lidt af en norsk Bob Dylan, træder nordmanden af scenen, og trioen begynder så småt at spille. De første to numre er instrumentale med Lanois på steel guitar, hvilket også er en ret usædvanlig måde at starte en koncert på. Publikum er derfor ikke helt med fra starten, men så rejser Lanois sig og griber sin Gibson, og publikums interesse stiger mærkbart.

Det bliver dog ret hurtigt tydeligt, hvorfor Lanois ikke er blevet nær så stor som de bands og artister, han har produceret. Han har nemlig ikke meget udstråling eller indlevelse, og mange af sangene mangler den kant og de melodier, der gør dem mindeværdige. Det er pænt og rart, men syder mest videre uden de store højdepunkter.

Det letter ganske vist midt i sættet, da nogen ønsker at høre Shine, hvilket skaber hyggestemning og fællessang. Straks efter spilles Jolie Louise, som elegant går over i Still Water. Her bliver man mindet om, at han ud over at være en gudsbenådet guitarist også kan skrive tidløse melodier.

Men der opstår aldrig nogen magisk stemning, hvilket foruden de nævnte indvendinger også skyldes, at Lanois stemmer guitaren mellem næsten hver eneste sang, hvilket trækker tempoet yderligere ned.

Desuden, når han er så god til at spille og har så dygtige musikere med sig, hvorfor sparer han så på guitarsoloer og jams? Så snart man føler, at et nummer begynder at røre på sig og ville have godt af at blive strakt lidt ud, bliver sangen i stedet afbrudt. Ganske frustrerende.

Den eneste gang, han virkelig giver slip, er i Ring the Alarm, som han indspillede med sideprojektet Black Dub. Her bliver det forvrænget i niveau med, når Neil Young riffer løs med Crazy Horse.

Men det er for lidt og for sent, og aftenen får kun lige godkendt. Det er åbenlyst i studiet, at Daniel Lanois’ geni bedst kommer til sin ret.