Ana Tijoux og DJ Dacel tænder Parkteaterens Galärparken

Parkteatern er en af sommerens store rigdomme, som vi har i Stockholm, og aftenen var æret ved, at Galärparken havde en af Latinamerikas – om ikke verdens – fremmeste hiphop-artister inviteret i et samarbejde mellem Selam og Parkteatern. Ind på scenen trådte den franskfødte chilenske sanger Ana Tijoux med DJ Dacel. Man mærker, at de to har kendt hinanden siden 1997 og spillet sammen siden da. De er synkroniserede, og musikken tager hurtigt fat i os.

Efter nogle sange synes Ana, at det er alt for stillet, så hun inviterer publikum til at danse foran scenen. Sagt og gjort, det går ikke lang tid, før afstanden mellem første række af siddepladser og scenen fyldes med dansende mennesker, og da de først er der, bliver de under resten af koncerten som et gyngende hav, der rytmisk følger Ana Tijouxs stemme og DJ Dacels musik.

Ana udstråler charme og har publikum i sit greb. Hun undskylder sin engelsk, blander den med spansk, finder på ord og laver sjov med det. I løbet af aftenen bruger hun det svenske ord "tack". Og hun bruger ordet, som om det var et samplet ord, og giver det en rytme, så samtidig med hun takker publikum, leger hun med ordet. Tack, tack-tack-tack, tack. Tack-tack.

I "Bailando sola aquí" fra albummet Vida (2024) synger hun om, at hun er blevet træt af sorgen efter en tabt kærlighed, om smerten og jagten på romantik, om at hun besluttede sig for i stedet at være lykkelig og bare danse. Hun hylder venskabet og familien i "Millonaria". Hendes musik handler om kamp, modstand og kærlighed. Hun er personlig og åben i sange som "1977", "Shock" og "Mi verdad". Jeg var egentlig ikke der for at fotografere koncerten eller skrive om den, men kunne ikke lade være, for det var så godt, at jo flere der kender til hende, des bedre.

Efter en sådan aften kan vi være lykkelige. Vi er virkelig millionærer alle sammen, uanset om vi danser, mødes med venner, nyder en picnic eller bare bliver ét med musikken og Ana Tijoux.